Nyheder12. august 2016

Sussi: Leo har det meget bedre

- Hvis Leo bestemte, ville han rive alle slangerne ud og forlade hospitalet nu, siger Sussi
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sussi-leo.jpg
 Foto: All Over Press)

Der er godt nyt fra den nordjyske musikduo Sussi & Leo.

Leo har gennem længere tid været indlagt på hospitalet efter to hofteoperationer og diverse komplikationer.

I første omgang fik han en ny hofte på Aalborg Universitetshospital efter et fald fra en stige, men han var for hurtigt tilbage på blokvognen, og hans nyopererede hofte gik af led og måtte opereres igen - denne gang på Holbæk Sygehus.

Efter operationen satte Leos ene nyre ud, og mens han var på Holbæk Sygehus pådrog han sig også en stafylokok-infektion.

Men nu er han blevet overført til Aalborg Universitetshospital, og meldingen fra hans livsledsager og musikalske partner, Sussi, lyder, at der er fremgang over hele linjen:

- Leo har det bedre på alle punkter, siger Sussi fredag formiddag til SE og HØR.

Hun lyder lettet og er glad for, at Leo med overførslen til Aalborg er kommet tættere på parrets nordjyske base.

- Jeg har savnet ham og er rigtig glad for, at han nu er kommet tættere på. Han er næsten helt sig selv og keder sig på hospitalet, så nu har hanr fået sin computer, så han kan tjekke mails og passe en del af butikken, siger Sussi.

Nyren, der stod af, er også i bedring.

- Lægerne kalder det en 'chok-nyre', og de mener simpelthen, at nyren fik nok af belastningerne med to store operationer tæt på hinanden. Leo skal stadig i dialyse, men der er fremskridt at spore, siger Sussi.

Også stafylokok-infektionen er under kontrol.

- Hans infektionstal bliver lavere, så alt ser lyst ud.

Det er endnu uvist, hvornår Leo bliver udskrevet.

- Jeg tror ikke, det bliver inden weekenden, men hvis han selv kunne bestemme, rev han alle slangerne ud af kroppen og kørte med hjem lige nu, siger Sussi.

Når Leo på et tidspunkt bliver udskrevet fra hospitalet vil Sussi passe godt på Leo og sørge for, at han ikke begynder at deltage for voldsomt i duoens mange musikalske engagementer.

- Jeg har booket afløser for Leo foreløbig frem til weekenden den 27. og 28. august. Vi tror og håber begge, at han kan tage med ud at spille den weekend, men så skal han måske deles om opgaven med sin afløser, så han ikke bliver for belastet - han skal passe på sig selv, siger Sussi til SE og HØR.

Se stort galleri med billeder fra Sussi & Leos liv:

Sussi og Leo 45 års jubilæum

Sponsoreret indhold