Christopher besøger flygtningebørn i Libanon
Popsnedkeren Christopher og skuespilleren Nikolaj Lie Kaas har mandag formiddag sat kursen mod varmere himmelstrøg, men det er langt fra drinks og lange dage ved poolen, der er på programmet for de to kendte danskere.
Sammen er de rejst til Libanon, hvor sangeren og skuespilleren skal besøge de mange flygtningebørn, der har taget den hårde tur over grænsen, fordi krigen i Syrien har drevet dem på flugt fra deres hjem.
Nikolaj Lie Kaas og Christopher skal under deres besøg i Libanon besøge de midlertidige hjem, som flere flygtninge nu lever i, skriver Red Barnet, der står for turen, i en pressemeddelelse.
Den krølhårede popstjerne er både nervøs og spændt på turen, og han er slet ikke i tvivl om, at mange af de børn, han vil møde, er prægede af de voldsomme begivenheder.
- Deres barndom er blevet stjålet. Deres drømme og håb er blevet smadret. Jeg har svært ved at forestille mig, hvad børnene kommer til at fortælle os, men jeg ved, at deres fortællinger vil gøre et stort indtryk, siger Christopher i pressemeddelelsen.
"Afdeling Q"-skuespilleren har tidligere rejst med organisationen, og han håber, at han kan ændre en smule for børnene på flugt.
- Hvis jeg kan hjælpe med, at vi kan nå endnu flere børn til et bedre og tryggere liv, så er det da det eneste rigtige, siger Nikolaj Lie Kaas i pressemeddelelsen.
Christopher og kæresten fejrer to år sammen
Skuespilleren og sangeren er ikke de eneste kendte danskere, der har sat kursen mod flygtningelejre. I sidste uge tog hitmageren Medina til Jordan, hvor hun sammen med DR-journalisten Abdel Aziz Mahmoud besøgte flygtninge nær den syriske grænse.
Medina tog af sted med Folkekirkens Nødhjælp, som sangerinden samarbejder med om sit eget velgørenhedsprojekt, Mevation.
/ritzau/FOKUS