Lad os håbe, at tredje gang er lykkens gang.
I weekenden tog racerkøreren Jason Watt fat på sit tredje ægteskab, da han lørdag blev gift med kæresten Majbrit Berthelsen.
Vielsen blev foretaget i parrets have, hvorefter godt 50 gæster var inviteret til havefest for at fejre brudeparret.
Majbrit Berthelsen, der nu hedder Majbrit Heidi Watt, lagde søndag en stribe fotos af den lykkelige begivenhed på sin Facebookprofil.
Og lige nu har opslaget afstedkommet små 200 glade lykønskninger.
En af dem er fra TV-værten Hans Pilgaard, der selv blev gift lørdag med sin kæreste gennem tre år, Jobbe Joller.
- Kæmpe tillykke med dagen og hinanden! Må lykken, latteren og lyset følge jer på hele vejen i et sjovt ægteskab! Kh Jobbe & Hans, skriver Hans Pilgaard.
Jason Watt køber ekstremt dyr bil
Jason Watt har tidligere været gift med først radio- og TV-værten Mai-Britt Vingsøe i tre år og derpå med Sara Matthiesen, som var hans hustru i et år.
Han har tidligere fortalt SE og HØR, hvordan han friede til Majbrit Berthelsen: – Vi sad hjemme i sofaen en aften, og så sagde jeg til hende, at nu havde vi jo været kærester i to år, og jeg syntes bare, at det blev bedre og bedre for hver dag, der gik. Så jeg spurgte hende, om hun ville gifte sig med mig, og så fik jeg et klart og rungende ja. Så åbnede vi to dåsebajere, og jeg ringede til hendes mor og spurgte, om jeg måtte få hendes datters hånd. Det måtte jeg heldigvis gerne, sagde Jason Watt i maj i år til SE og HØR.