Shia LaBeouf: Alkohol gør dig skør
Trods sin unge alder er den 30-årige skuespiller Shia LaBeouf allerede et stort navn i Hollywood. Men den unge stjerne har været millimeter fra at ødelægge sin egen karriere, afslører han i et nyt interview med magasinet Variety.
Shia LaBeouf, som for de fleste er kendt som Sam Witwicky i "Transformers"-filmene, har nemlig problemer med at styre sit forhold til alkohol, og det fik en overgang hans karriere til at hænge i en tynd tråd, fortæller han.
- Alkohol, eller alt det andet lort, gør dig skør. Jeg kan ikke røre noget af det. Jeg er nødt til at holde lav profil, lyder det fra Shia LaBeouf i interviewet.
Her indrømmer han, at han nu ikke har rørt alkohol i næsten et år og har gået til AA-møder for at få styr på sit forhold til de våde varer. Shia LaBeouf mener dog ikke selv, at han har haft et decideret misbrug af alkohol.
Folk, der har fulgt stjernens forhold til alkohol de senere år, har dog muligvis en anden opfattelse. "Transformers"-stjernen har nemlig været involveret i en række skandaler i alkoholpåvirket tilstand.
Værst var det, da han blev anholdt for at afbryde et show på Broadway. Skuespilleren afværgerede dog en dom ved at indgå en aftale om afvænning.
Det var da også Shia LaBeoufs omgivelser, der fik ham til at indse problemet, siger han til Variety.
- Folk, som jeg respekterede og ønskede at arbejde sammen med, kiggede mig i øjnene og sagde: "Livet er for kort til det her lort". Jeg arbejder stadig for at fortjene at komme tilbage. Jeg er glad, når jeg arbejder, fortæller skuespilleren ærligt.