Ritt Bjerregaard om sit stormfulde liv: Jeg fortryder ingenting

- Som den franske sanger Édith Piaf sang: ”Je ne regrette rien”. Jeg fortryder ingenting. Jeg har levet et fantastisk liv.

Politikeren Ritt Bjerregaard fik i 2015 en rystende besked. Hun havde fået kræft i endetarmen.

– Der kom mange tanker op i mig, men mest af alt tænkte jeg: ”Okay, du er altså 75 år. Du har oplevet et spændende og interessant liv, og der er ingen grund til at beklage sig. Noget skal man jo dø af”. Jeg tænkte bare, at nu gjaldt det om at leve livet og spise sundt. Jeg har købt et pulsur, hvor jeg tæller skridt, og så sørger jeg for mit immunforsvar ved at presse min egen grøntsagsjuice hver morgen, siger den tidligere socialdemokratiske minister.

Siden foråret 2015 har Ritt gennemgået to operationer og kemo, da kræften havde bredt sig til lungerne. I september fik Ritt så den glædelige nyhed: Kræften havde ikke spredt sig. Men selv om sygdommen lige nu er i bero, ved Ritt også, at døden kan vente rundt om hjørnet.

– Jeg har nået det, som jeg skulle. Jeg kan ikke engang komme i tanke om en ting, som jeg ikke har gjort. Jeg har rejst rundt i verden, jeg har arbejdet i Bruxelles, og jeg var gået af som politiker, da sygdommen ramte. Så det eneste, jeg har behov for nu, er flere gode hverdage, at være sammen med Søren og at komme ud i vores dejlige sommerhus. Jeg vil gerne kunne leve et afslappet liv, hvor jeg kan blande mig lidt i politik indimellem.

Søren er min støtte
I år kunne Ritt og manden Søren Mørch fejre guldbryllup, hvilket blev fejret med familien på Fyn. Søren har netop gennemgået en større hjerteklapoperation, som oven på Ritts sygdom har fået parret til at åbne op for et tungt emne: Døden.

– Sygdommen har påvirket vores ægteskab sådan, at vi godt ved, at vi nok har begrænset tid sammen. Søren og jeg har indrettet os sådan, at vi også har brug for tid hver for sig. Så efter en dejlig sommer sammen er Søren nu i sommerhuset for at skrive, og jeg er her i huset på Østerbro, hvor jeg bruger meget tid på veninder, at tage ud til frokoster og middage. Det er Søren helst fri for, og det respekterer vi hos hinanden, fortæller Ritt og fortsætter:

– Vi har i forbindelse med vores operationer været nødt til at tale om døden, og hvordan vi har det med det. Både Søren og jeg er enige om, at hvis den anden mener, at der er behov for aktiv dødshjælp, så tager vi til udlandet og gør det. Vi har heldigvis sat pengene af til det. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at man er nødsaget til at tage til udlandet for at få hjælp. Jeg synes, at man skal have lov til at bestemme selv, forklarer Ritt.

Mit vilde liv
Det var også i 2015, at Ritt udgav sin første bog – ud af tre – som er en selvbiografi.

– Min næste bog kommer ikke til at være lige så sensationel, som den første var. Det tog jeg ligesom i den første bog, hvor jeg fortalte, at Søren og jeg har et åbent ægteskab. Jeg kan fortælle, at der ikke kommer noget med nye kærester eller andre private ting i den dur i den næste bog, men man hører mere om mine tanker i det politiske liv, som jeg har haft, siger en smilende Ritt.

På trods af et vildt og oplevelsesrigt liv håber Ritt, at der er særligt én ting, som hun vil blive husket for.

– Jeg håber, jeg vil blive husket for alle de ting, som jeg har gjort for kvinder. Det var jo ikke normalt, at der kom en kvinde ind og blev minister f.eks., og jeg føler, at jeg har kæmpet for kvinderne. Jeg kalder mig selv for elitefeminist.