Thomas Evers og Kirsten Siggaard: Vi har danset i Spanien
De fleste ”Vild med dans”-par får sved på panden i dansestudierne, mens oktober-vinden rusker uden for.
Men danseparret Thomas Evers og Kirsten Siggaard var langt fra at finde i det danske kolde vejr. De var således i denne uge draget ned til de varme himmelstrøg i Malaga, da Kirsten skulle spille tre koncerter for de musikglade danskere i Spanien.
- Ja, nogle af vores danse har været lidt varmere end andre i denne uge, da vi har været i Spanien, ler Kirsten Siggaard, og fortæller:
- Jeg har haft tre koncerter nede i Spanien. De har været planlagt siden foråret. Og da jeg blev spurgt om, at jeg vil være med i ”Vild med dans”, så sagde jeg, at hvis jeg var så heldig at gå videre, så har jeg altså tre koncerter mandag, tirsdag, onsdag nede i Spanien. ”Jamen, det er ikke noget problem”, sagde de. ”Din danser tager bare med”. Og på det tidspunkt anede jeg ikke, at det var Thomas, lyder det fra den ukronede Grand Prix-dronning.
Den professionelle danser Thomas Evers var nemlig så heldig at drage sydpå med sin partner, så de ikke kom bagud med dansen slow fox.
Men det var også det hårde arbejde, der fyldte skemaet, frem for soltimer på stranden.
- Vi var kun ude én gang, hvor vi spiste en frokost. Det var det eneste, fortæller den hårdtarbejdende danser.
- Men vi havde en hyggelig lejlighed på 10. etage med en skøn udsigt. Det var hvad, vi fik set, kommer det optimistisk fra Kirsten.
Danseparret havde dog tid til at vise en lille svingom til de ferieglade danskere i Spanien. Kilde: Instagram
Og det var en rar oplevelse for Evers at se sin dansepartner i sit es.
- Det var rigtigt fint at se, hvordan hun rigtig står der og kan sit kram. Det giver rigtigt meget, og jeg tror også, at det er rart for Kirsten og sige ”det her kan jeg”, fortæller Thomas.
Den 62-årige sangerinde tog også flyveren senere hjem end sin partner. Siggaard ankom nemlig først til Danmark meget tidlig torsdag morgen. Men det holdte ikke Thomas og Kirsten tilbage fra at tage sig en ekstra træningssvingom i ”Vild med dans”-studiet.
Vild med dans: Kom med bag kulisserne
Og ifølge Kirsten går dansen til i dag nu også meget godt.
- Det var heldigt, for nu er vores 15 dansetimer også brugt, så nu må vi ikke øve mere. Så det passede, griner Thomas Evers.