Hollywood26. oktober 2016

Brangelinas skilsmisse: Yderligere "episoder" undersøges af myndighederne

Ifølge adskillige amerikanske medier er der dukket viden om andre "episoder" op om Brad Pitt, Angelina Jolie og deres børn, som nu skal undersøges nærmere af de amerikanske myndigheder.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/brangelina-flereepisoder.jpg
 Foto: AOP

I midten af september chokerede Angelina Jolie, da hun meddelte, at hun ville skilles fra Brad Pitt.

Jolies pludselige beslutning skete på baggrund af en episode på parrets privatfly, hvor Brad Pitt angiveligt kom i håndgemæng med parrets ældste søn, 15-årige Maddox.

Men nu viser det sig, at episoden på flyet ikke er en enkeltstående hændelse.

Både magasinet People og TMZ rapporterer nu, at der angiveligt har været flere lignende episoder, som de amerikanske familiemyndigheder nu vil undersøge nærmere.

TMZ' kilder fortæller, at myndighederne til at starte med udelukkende fokuserede på episoden på privatflyet, men efter at have interviewet familiemedlemmer har L.A. County Dept. of Children and Family Services nu valgt at udvide deres undersøgelse til at omfatte andre episoder.

Ifølge TMZ' oplysninger involverer det "interaktioner mellem Brad og Angelina, som angiveligt et eller flere af deres seks børn har været vidne til".

TMZ' kilder, der er tæt på Angelina Jolie, siger, at børnene var bange, når de var i nærheden af Brad, og især Maddox havde problember med sin far. Kilderne afslører også, at Maddox og Pitts møde i sidste uge fik en brat ende, fordi Maddox ikke ønskede at se sin far.

Fordi myndighederne nu udvider undersøgelsen, forlænger det også parrets midlertidige aftale om forældremyndighed, der var gyldig til den 20. oktober. Her blev parret enige om midlertidigt at give Jolie den fulde fysiske forældremyndighed, mens Pitt fik ret til at besøge børnene under opsyn af en terapeut.

Pitt gik desuden med til at lade sig teste for alkohol og stoffer, mens myndighederne fortsatte med at undersøge sagen.

- De leder efter et mønster i hans adfærd, forklarer en kilde tæt på sagen til People.

- De ser på den oprindelige episode (på privatflyet, red.) og alt, der omgiver den, og så ser de på al relevant forhistorie, tilføjer kilden.

I galleriet kan du se Brad Pitt, Angelina Jolie sammen med deres seks børn.

Brad Pitt og Angelina Jolie (billeder af dem og deres børn)

Sponsoreret indhold