Søren Dahl: Troede ikke, at far var stolt
Der er spræl i ”Cafe Hack”-værten Søren Dahl, og han har altid været klar til at springe ud i nye eventyr.
Siden sin spæde ungdom drømte han om at lave musik – noget som gjorde hans forældrene skeptiske oppe i Thy.
Men Søren Dahl var ikke i tvivl om, hvilken vej han skulle gå.
– Jeg er ikke håndværker, så for at undgå at blive sat til at bestille noget, som andre bestemmer, er det jo sjovere, selv at komme på noget, lyder det fra thyboen, der fortæller om sine mange projekter i sin nye erindringsbog ”Med fanden i hælene”.
Derfor smøgede P4-værten ærmerne op sammen med sine venner, og underholdt thyboerne med nyopstartede revyer, og var samtidig med til at tage de spæde spadestik til Thyfestivalen Thy Rock.
– Nogle vil sige, at min selvtillid aldrig har fejlet noget, men jeg har altid følt, at jeg skulle bevise noget, fortæller Søren, der er vokset op som efternøler i en søskendeflok på seks.
Og selv om Dahl beskriver sit barndomshjem i Thy som kærligt, rystede familien ofte på hovedet, når Søren kastede sig ud i nye eventyr.
Radiovært til kongeligt bal: Som en festival
– Det viste sig dog, da min far døde, at han havde klippet alt, hvad jeg havde lavet, ud af avisen, lige siden jeg var barn. Han havde jo været vældig stolt af mig. Vi skal være meget bedre til at rose hinanden, mens vi er i live. Det har jeg lært af skønhedseksperten Ole Henriksen, forklarer Søren Dahl, der mistede sine forældre som ung.