Populær P3-vært forlover sig med blogger
Nicholas Kawamura er kendt for at spille stakkevis af hits på P3, men snart skal radioværten smække brudevalsen på pladespilleren.
Den 36-årige "Lågsus"-vært har nemlig været på frierfødder og skal giftes med modebloggeren og skønhedsproduktskaberen Trine Kjær.
Det afslører den vordende brud på Instagram, hvor hun viser sin store guldring frem, mens hun holder sin kommende gemal i hånden.
- Han satte en ring på. En engels ansigt med en diamant på toppen. Det perfekte valg af min perfekte mand. Jeg føler mig som den heldigste kvinde i verden, skriver hun på engelsk efterfulgt af tre røde hjerter.
Forlovelsesfotoet har fået næsten 4000 likes, og blandt gratulanterne er blandt andre X Factor-værtinden Sofie Linde, P3-værten Sara Bro, skuespillerinden Mathilde Norholt og "Lågsus"-makkeren, Pelle Peter Jensen.
Kawamura og den 28-årige modeblogger har været kærester siden 2013, og tidligere har radioværten beskrevet sin Trine som en overscoring og verdens sejeste på Instagram.
Også Trine Kjær er smaskforelsket i Kawamura. På sin blog, trineswardrobe.com, har hun skrevet, at hun ser sig selv sammen med ham og to børn om ti år.
Se forlovelsesfotoet her: