De unge mødre2. december 2016

Forlanger 140.000 kr.: Natascha Linea har sagsøgt Odense Kommune

Natascha Linea fra ”De Unge Mødre” har sagsøgt Odense Kommune for et beløb på i alt 140.000 kroner. Årsagen er, at kommunen valgte at tvangsfjerne Natascha Lineas datter Lia i tre måneder i 2013.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/natascha_linea.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Da Natascha Linea som 18-årig blev mor for første gang, var der bestemt ikke meget, der var rosenrødt.

Den unge mor og hendes daværende kæreste Bent fik nemlig kun fire dage sammen med deres nyfødte datter Lia, før at kommunen valgte at tvangsfjerne hende.

Begrundelsen var, at parrets forældreevner var dårlige, og lille Lia blev derfor placeret i en plejefamilie. Natascha Linea og Bent måtte kun se deres datter få timer hver mandag.

Forældreparret tog kampen op mod kommunen og efter tre måneder adskillelse vandt de sagen i Ankestyrelsen og fik Lia hjem igen.

Men kampen er ikke slut endnu.

Se et galleri med Natascha Linea herunder:

Natascha Linea

For her tre år efter har Natascha Linea nu valgt at hive Odense Kommune i retten. Hun har sagsøgt kommunen, fordi kommunen uberettiget tvangsfjernede Lia som spæd.

Det fortæller Natascha Linea til Ude & Hjemme.

- Lia skal have erstatning for uberettiget tvangsfjernelse. Sådan en sag er ikke prøvet ved retten før, så det er svært at sætte taksten, men min advokat har vurderet den til at være på linje med en varetægtsfængsling. Det er vist omkring 80.000 kroner, fortæller Natascha Linea til Ude & Hjemme.

Selv søger hun erstatning for omkring 60.000 kroner.

Til SE og HØR uddyber Natascha Linea, hvorfor hun har valgt at sagsøge kommunen:

- Det har jeg valgt for at få en endeligt punktum for sagen. Ligesom for at vise Lia, at det ikke var i orden det de gjorde, og det var en fejl, og den fejl skal man have en erstatning for, fortæller Natascha Linea til SE og HØR.

Tvangsfjernelsen satte sine tydelige spor hos familien – og det er derfor, at den unge mor nu ønsker at få erstatning. Da Lia vendte hjem til sin mor og far efter tre måneder, kunne Natascha Linea nemlig mærke, at Lia var mærket af sin start på livet.

- Novah (Natacha Lineas søn, red.) er for eksempel meget glad, kravler rundt, rejser sig op af ting, smiler og kysser. Lia var i en lang periode meget lukket inde. Hun ville ikke kysse. Hun var meget stillesiddende og virkede meget lukket i sine følelser. Og hun kunne heller ikke lide, hvis man kom og gik kort tid efter, siger Natascha Linea til SE og HØR og uddyber:

- Så når folk skulle på besøg, skulle de minimum være der 1-2 timer, hvis Lia var vågen – ellers ville hun gå i "panik". Dette er dog ikke gældende mere, da vi som forældre har rettet op på det, siger Natascha Linea, der ikke længere danner par med Bent.

- Lia i dag er som alle andre børn. Fuld af krudt og spilopper, hun løber rundt kysser og krammer som et helt ”normalt” barn, tilføjer Natascha Linea.

Da Natascha Linea gik i fødsel 16. august 2013 vidste hun, at kommunen agtede at fjerne hendes datter kort tid efter.

Kommunen havde nemlig vurderet parrets forældreemne – og her var konklusionen, at både Natascha Linea og Bents forældreevne var nedsat, og at de blandt andet ikke kunne udvikle følelser overfor Lia. Derudover fastslog kommunen i sin rapport, at Natascha Linea havde en IQ på 80.

I Ankestyrelsen vandt forældreparret dog, og Natascha Linea og Bent fik Lia hjem igen. Kampen om at få datteren hjem, kostede dog dyrt. Og de penge vil Natascha Linea som minimum have dækket i den kommende retssag:

- Som minimum vil jeg have mine omkostninger dækket. Vi brugte jo mange penge frem og tilbage til retten, inden vi fik Lia hjem igen, fortæller Natascha Linea til Ude & Hjemme.

Første retsmøde er 23. januar 2017.

Sponsoreret indhold