Nyheder4. december 2016

Morten Resen: Ikke sikker på, han vender tilbage til TV

Den tidligere morgenvært har nu holdt snart et års pause fra skærmen - men måske bliver pausen permanent
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/morten_resen.jpg
 Foto: All Over Press

Det var noget af et spring, Morten Resen tog, da han sidste vinter stoppede som vært på Go’ morgen Danmark.

Han gik fra at være en af landets mest populære ansigter på TV – i hvert fald sendetiden taget i betragtning – til en noget mere anonym og ikke mindst usikker tilværelse som selvstændig.

Han havde fået en ide til en app. En slags ’Tripadvisor’ for børnefamilier, som han selv beskrev det den gang. Og han tog derfor et års orlov fra morgentjansen.

Det er nu ved at være udløbet, men selvom cheferne sidder og tripper for at få ham på skærmen igen, er det slet ikke sikkert, at det populære morgenshow får deres vært tilbage. Det fortalte han selv, da programmet fredag fejrede sit 20-års jubilæum.

- Min chef har lige spurgt om det samme. Det her program, har jeg helt vildt meget lyst til at lave. Men vejen herhen blev for svær til sidst. Når man ikke sover ordentligt i så mange år, sætter det sine spor. Hvis jeg kunne, ville jeg rigtig gerne vende tilbage, men måske skal jeg lave noget andet. Det ved jeg ikke, siger Morten Resen til TV 2

- Jeg savner mine kollegaer. Når klokken bliver 6.30, så tømrer hele 'Go' morgen'-holdet sammen, og det er fedt at være med til. For mig har det altid været vigtigt at lave noget, jeg synes var sjovt. Jeg har næsten kun haft to jobs, et på en radiostation og så 'Go' morgen Danmark', og det er fordi, det er det, jeg rigtig godt kan lide at lave, uddyber han.

Det er dog ikke de store penge i app-projektet, der trækker i den anden retning, kan man forstå:

- At være selvstændig er ret vildt, og fantastisk og angstprovokerende på en gang. Jeg har aldrig arbejdet så meget som nu, og jeg lever ikke af det. Det er en stor underskudsforretning. Så må man spise lidt oftere hos venner og familie, griner den – måske? – tidligere TV-vært.

Sponsoreret indhold