Hollywood6. december 2016

Lady Gaga deler dyb hemmelighed: Jeg lider af PTSD

Popstjernen Lady Gaga fortalte en række teenagere om den psykiske tilstand, hun kæmper med i hverdagen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/2010/musik/august/lady-gaga-engangsknaldweb1-jpg.jpg
 Foto: All Over

Hun er kendt for at tale åbent om berømmelsen, kærestesorger og kroniske smerter, men en stor hemmelighed har verdensstjernen Lady Gaga holdt for sig selv i mange år.

Under et følelsesladet besøg på et herberg for hjemløse teenagere i New York åbnede den kontroversielle popsangerinde op og fortalte de unge om en af de ting, hun kæmper med i hverdagen.

- Jeg lider af en psykisk sygdom, og det påvirker mig hver eneste dag, fortalte Lady Gaga ifølge NBC Today, der var med under besøget.

- Jeg lider af PTSD (posttraumatisk stress syndrom, red.). Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Men det gør jeg nu, sagde hun i det efterfølgende interview med tv-stationen.

Den 30-årige musiker besøgte et herberg for hjemløse teenagere, der er en del af LGBT-miljøet.

Det skete i forbindelse med "Share Kindness"-kampagnen, der har til formål at inspirere mennesker til at udføre venlige handlinger over for andre.

Lige netop venlighed har været med til at gøre hverdagen nemmere at håndtere for "Born This Way"-sangerinden i de svære perioder, siger hun.

- Den venlighed, der er blevet vist over for mig af både læger, familie og venner, har virkelig reddet mit liv, siger hun til NBC.

Efterfølgende har superstjernen delt en video fra interviewet på sin Twitter-profil, hvor hun også gør det klart, at hemmeligheden har været svær at gå med alene.

- I dag delte jeg en af mine største hemmeligheder med verden. Hemmeligheder gør dig syg af skam, skriver Lady Gaga til sine mere end 64 millioner følgere.

Sangerinden har tidligere været meget åben om nogle af de sværeste perioder i sit liv. I 2014 fortalte Lady Gaga i radioprogrammet "The Howard Stern Show" om den voldtægt, hun var udsat for, da hun var 19 år gammel.

Siden har hun fortalt, at flere års angstprovokeret fornægtelse var følgerne af det seksuelle overgreb.

Lady Gaga, der har det borgerlige navn Stefani Joanne Angelina Germanotta, er lige nu aktuel med albummet "Joanne".

/ritzau/FOKUS

Se billeder af Lady Gaga i galleriet herunder:

Galleri: Varm op til Lady Gaga

Sponsoreret indhold