Midt i sorgen: Annette Heick takker for trøst
Skuespilleren, TV-værten og sangeren Annette Heick takker nu for den opbakning, hun og hendes familie har mødt i forbindelse med skuddrabet på den 43-årige politibetjent, Jesper Jul.
Jesper Jul, der arbejdede som hundefører på Politigården i Albertslund hos Københavns Vestegns Politi, var barndomsven med Annette Heicks mand, Jesper Vollmer.
Han døde som følge af de skader, han pådrog sig, da han tirsdag den 6. december om morgenen blev skudt i hovedet på klos hold, da han mødte på arbejde.
Jesper Jul blev erklæret død onsdag den 7. december.
En 26-årig mand fra Glostrup er sigtet og varetægtsfængslet for drabet, men nægter sig skyldig.
Da Jesper Jul i løbet af tirsdag den 6. december kæmpede for sit liv, kom Annette Heick med en rørende opfordring på Instagram:
- Hjælp os med at bede for vores elskede ven, der lige nu svæver mellem liv og død efter en forbrydelse, skrev Annette Heick.