Hollywood10. januar 2017

Brad Pitt og Angelina Jolie indgår skilsmisse-aftale

De stridende Hollywood-stjerner vil nu hemmeligholde alle detaljer for at beskytte parrets seks børn.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/brad-angelina-saelger-vinslot.jpg
 Foto: AOP

Det startede som den helt store kærlighed for Angelina Jolie og Brad Pitt, men er endt ud i en kæmpe familiefejde mellem de nu stridende Hollywood-stjerner.

Efter 12 års forhold - hvoraf to af dem var som mand og kone - bekendtgjorde skuespillerinden bruddet i september af hensyn til "familiens velbefindende".

En påstået hændelse mellem Pitt og et af parrets seks børn om bord på et privatfly fik forbundspolitiet til at skride ind - men selv om Pitt blev renset, eskalerede skilsmisseskandalen alligevel yderligere.

Pitt rasede efterfølgende over sin fraseparerede kone, som han hævdede kompromitterede børnenes privatliv ved at offentliggøre detaljer omkring skilsmissen.

Omvendt hvæsede Jolie gennem sine advokater, at Pitts appel om at holde detaljerne hemmelige for pressen udelukkende var "et tyndt forsøg på at beskytte sig selv snarere end de mindreårige børn".

Efter fire måneder med fygende anklager har de forhenværende ægtefolk nu endelig indgået et kompromis.

Det oplyser parret i en fælles erklæring, som ABC News bringer.

Brad Pitt og Angelina Jolie (billeder af dem og deres børn)

- Parterne og deres advokater har underskrevet en aftale om at bevare deres børns og families privatliv ved at holde alle retsdokumenter fortrolige og hyre en privat dommer til at træffe de nødvendige juridiske beslutninger og for at finde en hurtig løsning på eventuelle resterende spørgsmål.

- Forældrene forpligter sig til at handle samstemmigt for at effektuere genforeningen, lyder det i erklæringen.

I en midlertidig aftale fra december fremgår det, at de seks børn bor hos Jolie, der har forældremyndigheden - Pitt må se dem ugentligt, men møderne skal monitoreres af en terapeut.

Den 41-årige skuespillerinde og 53-årige filmstjerne mødte hinanden under indspilningerne til filmen "Mr. & Mrs. Smith", der fik premiere i 2005.

Sammen har de børnene Maddox på 15, 13-årige Pax, 11-årige Zahara, tiårige Shiloh og tvillingerne Knox og Vivienne på otte år.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold