Madonna afviser adoptionsrygter: Ingen børn på vej
Adoptionsansøgningen var sendt af sted, og popstjernen Madonna ventede nu bare på, at hun kunne få lov til at give to børn fra Malawi et nyt hjem i USA.
Det var i hvert fald, hvad en talsmand fra retten i Malawi fortalte til en række nyhedsmedier i forbindelse med sangerindens besøg i det afrikanske land i denne uge.
Men ifølge popdronningen selv skal den oplysning ikke tages for gode varer, og onsdag aften afviste "Hung Up"-sangerinden ganske klart, at hun havde tænkt sig at adoptere igen.
Madonna leverer vilde moves i ny "Carpool Karaoke"
- Rygterne om en adoptionsproces er usande. Jeg er i Malawi for at besøge børnehospitalet i Blantyre og mit arbejde med Raising Malawi - og så vender jeg hjem, siger Madonna i en pressemeddelelse ifølge BBC.
Hvis adoptionsrygterne var sande, ville processen ikke være helt ukendt for den 58-årige sangerinde.
Madonna har nemlig adopteret sine to yngste børn, David og Mercy, fra et børnehjem i Malawi.
I 2014 tog den amerikanske sangerinde sine to yngste poder med på en rejse til Malawi, hvor de blandt andet besøgte det børnehjem, de var vokset op på, før de blev adopteret af verdensstjernen.
"Like a Virgin"-sangerinden har desuden børnene Lourdes og Rocco fra tidligere forhold.
Madonna hædres som årets kvinde
Madonnas vilde stjernenykker
Sidste år udspillede der sig et sandt familiedrama mellem Madonna og eksmanden, den britiske filminstruktør Guy Ritchie, der kæmpede en hård kamp om at få forældremyndigheden over deres fælles søn, Rocco.
Striden startede for alvor i december 2015, hvor den 15-årige dreng boede hos sin far i London.
Sønnen skulle angiveligt nægte at flytte tilbage til Madonna, der bor i New York, og ifølge The Guardian mente Madonna, at Rocco blev ulovligt tilbageholdt af sin far i England.
I september sidste år blev parret dog enige om en aftale uden om retten.
/ritzau/FOKUS