Læs også
Nyheder25. februar 2017
Kærlige hilsener til efterladte Kira Skov
Sangerinden Kira Skovs mand døde pludseligt mandag aften
Af Piet Baunø
Foto: All Over Press)
Sangerinden Kira Skov mistede i denne uge sin mand, musikeren Nicolai Munch-Hansen. Han blev blot 39 år gammel.
Han døde helt uventet mandag aften. Kira Skov har via sin manager fortalt, at dødsårsagen sandsynligvis er en fatal kombination af euforiserende stoffer og alkohol. I går mindedes Kira Skov sin elskede mand i et opslag på Facebook, der var illustreret med et dejligt billede fra parrets bryllup. - Min elskede ægtemand, far til Nora og Morgan, er afgået ved døden mandag morgen. Jeg elskede Nicolai af hele mit hjerte, og sorgen er ubeskrivelig. Jeg søger efter styrke til at overkomme dette tragiske tab. Jeg er omgivet af venner og familie, der hjælper mig igennem den svære tid. Tak for al jeres kærlighed og støtte, skriver Kira Skov. Og kondolencerne og de varme, kærlige tilkendegivelser er væltet ind fra både helt almindelige mennesker og mennesker fra musiklivet og kendisverdenen.
I skrivende stund har næsten 800 personer sendt varme tanker til Kira SKov og døtrene Nora på 14 og Morgan på fire. - Mange tanker og kærlighed til jer..., skriver Mads Tunebjerg fra Dizzy Mizz Lizzy. - Mine varmeste tanker til dig og jeres børn, skriver musiker-kollegaen Ole Kibsgaard. Både Sune Rose Wagner og Sharin Foo fra 'The Raveonettes' kondolerer. - Det gør mig virkelig virkelig ondt Kira! Vi er alle på din og familiens side i denne svære stund...varme tanker herfra. Sune, skriver Sune Rose Wagner. - Åh Kira. Kæreste menneske. Og Morgan og Nora. Al min medfølelse og kærlighed. Hvilket kæmpe tab. Pas på hinanden, skriver Sharin Foo. En række andre sangere og musikere sender ligeledes kærlige tanker til Kira Skov og børnene. Også politikerne Johanne Schmidt-Nielsen og Pelle Dragsted fra Enhedslisten kommenterer det uventede dødsfald. - Kære Kira. Forfærdeligt. Uretfærdigt, skriver Pelle Dragsted. - Jamen for helvede. Alt kærlighed i verden sendes mod dig og dine børn, skriver Johanne Schmidt-Nielsen. Du kan se opslaget og de mange kærlige sympatilkendegivelser herunder: