Hollywood28. februar 2017

Revisionsfirma efter kæmpe Oscarfejl: Brian gjorde det

Vi påtager os det fulde ansvar, siger revisionshuset PwC, efter en forkert film blev udråbt som Oscarvinder.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/oscar_broeker.jpg
 (Foto: All Over)

Manden bag det, der er døbt som den største brøler i Oscaruddelingens historie, er udpeget.

Han hedder Brian Cullinan og er revisor ved revisionsfirmaet PwC, der står for optællingen af stemmer.

Cullinan gav den forkerte konvolut til skuespillerne Warren Beatty og Faye Dunaway, som skulle overrække den eftertragtede pris for årets bedste film.

Ved en fejl gik holdet bag filmen "La La Land" først op på scenen for at tage imod deres gyldne statuetter.

Men efter stor forvirring blev den rigtige vinder, "Moonlight", udråbt.

- Vi påtager os det fulde ansvar for den række af fejl og overtrædelser af protokollerne under gårsdagens Oscaruddeling, skriver PwC i en pressemeddelelse.

- De seneste 83 år har Akademiet betroet PWC showets integritet under prisuddelingen, og i går svigtede vi Akademiet.

Fejlen, forklarer virksomheden, skete, fordi de to prisoverrækkelse fik en backup-konvolut med navnet på vinderen af prisen for bedste skuespillerinde.

- Da fejlen opstod, blev protokollerne ikke fulgt tilstrækkeligt hurtigt af hverken hr. Cullinan eller hans partner, skriver PwC.

Det var i stedet Jordan Horowitz, producer på "La La Land", som fra scenen i Dolby Theater gjorde opmærksom på forvekslingen.

- Venner, venner, jeg beklager. Nej. Det er sket en fejl. "Moonlight", der er jer, der har vundet bedste film. Det er ikke en joke, sagde han.

Efterfølgende gik Warren Beatty også ud foran publikum igen:

- Jeg vil lige fortælle jer, hvad der skete, sagde han.

- Jeg åbnede konvolutten, og der stod "Emma Stone - La La Land". Det var derfor, jeg kiggede så længe på Faye og på jer. Jeg prøvede ikke at være sjov, lød forklaringen.

Der gik tre timer, før revisionshuset bekræftede, at prisoverrækkelse fik den forkerte konvolut.

- Vi undskylder dybfølt over for "Moonlight", "La La Land", Warren Beatty, Faye Donaway og seerne af oscaruddelingen for den fejl, der blev begået, da prisen for bedste film skulle uddeles, skrev PwC efterfølgende.

Rød løber til Oscar 2017

Sponsoreret indhold