Josephine Skriver: Resultatet af en kontaktannonce
23-årige Josephine Skriver har altidværet åben omkring sine familieforhold.
Det, selv om den danske topmodel ikke er vokset op med far og mor i parcelhus som så mange andre.
Hun er skabt ved hjælp af reagensglasmetoden og opflasket i en regnbuefamilie med to homoseksuelle fædre og to homoseksuelle mødre.
– Min mor indrykkede en annonce i avisen, hvor hun søgte en homoseksuel mand, som hun kunne stifte en utraditionel familie med, fortæller Josephine ærligt i amerikanske Harper’s Bazaar.
Og familieforholdene har haft en positiv påvirkning, hvis man spørger den københavnske skønhed selv.
– Jeg er blevet en udadvendt og fordomsfri person af at vokse op med to sæt homoseksuelle forældre, mener Josephine, som er stor fortaler for homoseksuelles rettigheder og stolt af sit ophav.
– Da jeg var fire år, slæbte jeg mine forældre med til Gay Parade, fordi jeg havde lyst til at råbe op om de homoseksuelles rettigheder.
Josephine har desuden en biologisk lillebror Oliver, som er kommet til verden på samme måde.