Nyheder20. marts 2017

Efter stress-afsløring: Strømmer med mails til Line Baun

Den tidligere TV-vært Line Baun Danielsen har fået et hav af kommentarer og mails, siden hun fortalte om sin stress-sygemelding
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/guldfest28.jpg
 Foto: Mikael Rieck

For nylig stod den tidligere TV-vært Line Baun Danielsen frem og fortalte – først på sin blog, siden i et interview med Aftenshowet – hvordan hendes indre korthus for et år siden væltede efter en periode med sygdom og for meget arbejde.

Siden er det strømmet ind med mails og kommentarer til den 55-årige tidligere Lorry-vært.

Det fortæller hun på sin blog.

- Jeg kendte jo godt det statistiske og økonomiske omfang af stress i vores samfund. Men skæbnerne og de menneskelige konsekvenser er jo ikke synlige i de mange tal. Så de mange kommentarer har i den grad overrasket mig. Det overraskede mig også, hvor hårdt det var at stille mig frem på Aftenshowet på DR TV og fortælle min historie, skriver Line Baun på bloggen.

- Jeg har brugt de sidste par dage på at læse alle de mange mails og kommentarer, jeg har fået. Svaret på dem jeg kan og sundet mig på det hele. Og kære blog-venner; stress fylder mere, end jeg overhovedet forestillede mig hos rigtig mange danskere, uddyber hun.

Det var den 10. marts 2016, at korthuset væltede for Line Baun, som tog til lægen og blev sygemeldt.

Efter seks-syv uger var hun tilbage på job, men kroppen ville ifølge den tidligere TV-vært ikke lege med, så hun måtte hjem igen.

Selv om hun havde svært at se sig selv uden sit tv-job, tog hun i sommer en beslutning om at stoppe som vært - og i stedet blive selvstændig inden for kommunikationsrådgivning.

- Jeg er frisk og klar igen - men jeg mærker hele tiden efter og lytter til den krop, jeg havde glemt at lytte til. Så budskabet til Jer, der kører Jer selv lidt for hårdt og måske ikke altid mærker ordentlig efter: GØR DET. Der er kun dig selv til at passe på dig selv, skriver Line Baun på sin blog.

Sponsoreret indhold