
Happy Days-stjerne er fundet død 56 år gammel

Den amerikanske skuespillerinde Erin Moran, der er bedst kendt for sin rolle i tv-serien "Happy Days", er død 56 år gammel.
Ifølge CNN blev tv-stjernen lørdag eftermiddag fundet i sit hjem af politiet i den amerikanske stat Indiana, efter at det havde modtaget et opkald om en bevidstløs kvinde, man ikke kunne komme i kontakt med.
- Ved ankomsten blev det fastslået, at kvinden var Erin Marie Moran-Fleischmann. De første på stedet fastslog, at hun var død, og en obduktion venter, siger Harrison County Sheriff's Department til tv-stationen.
Skuespillerinden Erin Moran havde sin storhedstid med rollen som Joanie Cunningham, der er lillesøsteren til Richie Cunningham, i tv-serien "Happy Days", som løb over skærmen i 1970'erne og 1980'erne.
Nyheden om tv-stjernens død har fyldt familie, fans og kolleger med stor sorg, og flere af Erin Morans medskuespillere fra tv-serien, der løb over 11 sæsoner, hylder og mindes skuespillerinden på de sociale medier.


Mariah sender rørende hyldest til afdøde George Michael
En af dem er den kendte instruktør Ron Howard, der spillede Richie Cunningham i den amerikanske komedieserie.
- Så sørgelige nyheder. Hvil i fred Erin. Jeg vil altid huske dig for vores show og for at gøre scenerne bedre, sprede latter og for at stråle på tv-skærmene, skriver han på Twitter.
Også Henry Winkler, der havde rollen som Arthur "Fonzie" Fonzarelli i tv-serien, har udtrykt sin sorg på det sociale medie.
- OH Erin. Nu vil du endelig have den fred, du ønskede så meget her på Jorden. Hvil i fred nu. For tidligt, skriver han.
Tv-skuespillerinden Erin Moran spillede også med i spin-off-serien "Joanie Loves Chachi", og tv-serien "The Love Boat", der ligeledes blev sendt i løbet af 1980'erne.
Se beskederne her:
/ritzau/FOKUS