En meget, meget, meget fuld lastbilchauffør blev tirsdag fundet sovende bag rattet i sit store køretøj af en årvågen borger, der medvirkede til at forhindre en regulær katastrofe. Det er
DR Midt- og Vestjylland, der kan fortælle den drabelige historie.
Tirsdag morgen blev borgeren opmærksom på den litauiske chauffør, der hang sovende ind over rattet i Sdr. Felding ved Skjern i Vestjylland. Borgeren bankede på ruden til førerhuset, og chaufføren rejste sig med et sæt op i sædet og drejede tændingsnøglen. Borgeren mistænkte, at chaufføren mildest talt ikke var helt klar i hovedet og hoppede ind i førerhuset og snuppede tændingsnøglen, så lastbilen ikke kunne køre nogen steder.
Læs også
Henriette Zobel kørte med vanvids-promille på 2,26: Nu er dommen faldet
Derefter ringede borgeren til Falck, der alarmerede politiet. Det viste sig, da ordensmagten nåede frem, at chaufføren var så hamrende fuld, at han ikke var i stand til at blæse i alkometret. En senere blodprøve viste, at chaufføren havde en promille på 4,4 - nok til at slå nogle mennesker ihjel, hvilket du kan se i tabellen neden for.
Læs også
Stangstiv kvinde amok på Kardashian
Den 47-årige chauffør er sigtet for promillekørsel og har fået inddraget sit kørekort. Om den høje promille lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi: - Der findes højere promiller, men det er godt nok sjældent det sker, siger vicepolitikommissær Michael Schultze til
DR Midt- og Vestjylland.
Hvad sker der, når man drikker alkohol? Rusvirkningen af alkohol indtræder efter 5-20 minutter. Følgende symptomer opstår, når man drikker:
0,2 promille: Øjets evne til hurtigt at fokusere og omstille sig fra lys til mørke forringes.
0,5 promille: Evnen til på en gang at opfatte situationer og samtidigt udføre præcise bevægelser forringes. Synsvinklen indsnævres.
0,8 promille: Man får nedsat koordinationsevne og øget reaktionstid.
1,0 promille: Opmærksomheden og koncentrationsevnen er svækket. Man begynder at blive træt og får nedsat balance- og bevægelsesevner.
1,5 promille: Man får udtalt forringet bevægelsesevne og talebesvær. Centralnervesystemet har fået nok (og maven sikkert også).
2,0: promille: Udtalte forgiftningssymptomer, manglende selvkontrol.
3,0 promille: Man har manglende kontrol med for eksempel urinblæren og kan blive bevidstløs.
4,0 promille og derover: Bevidstløshed og livsfare.
Kilde: Netdoktor.dk