Nyheder4. maj 2017

Gus Hansen sagsøger Rasmus Nøhr

Musikeren og pokerspilleren startede et samarbejde, som gik helt galt og formentlig ender med en retssag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-415559.jpg
 Foto: All Over

For to år siden startede pokerspilleren Gus Hansen og musikeren Rasmus Nøhr et samarbejde. Forinden var de to gode venner. Men nu er det hele gået i vasken, og Gus sagsøger Rasmus og kræver 896.000 kroner. Det skriver Ekstra Bladet.

Rasmus Nøhr har arrangeret minifestivalen "Danmark dejligst" siden 2012. I 2015 lukkede han sin gode ven Gus Hansen ind i butikken, og de to startede et samarbejde. Ifølge Ekstra Bladet skulle de hver især smide 250.000 i forretningen, men til at starte med var det kun Rasmus, der gjorde det.

Men festivalen er noget dyrere end de to havde regnet med, så da Gus Hansen overfører sine 250.000, låner han yderligere 1,7 millioner til forretningen.

Trods million-indsprøjtningen går det galt med de to forretningspartnere og de beslutter at gå hver til sit.

- Der har været mange gnidninger mellem os. Delte meninger, råben og skrigen uden at få udrettet noget, fortæller Gus Hansen til Ekstra Bladet.

I september sidste år står Rasmus Nøhr atter alene med projektet.

Ifølge Gus Hansen finder han ud af, at Rasmus Nøhr har overført en del af overskudet i virksomheden til sig selv, og derfor beslutter Gus sig for at sagsøge ham.

- I runde tal har Rasmus Nøhr fået et personligt overskud på 200.000 kroner på "Danmark dejligst" i 2016, fordi han uberettiget og uden mit kendskab har overført penge til sig selv, siger Gus Hansen til Ekstra Bladet og fortæller ydermere, at det kun var Rasmus, der havde adgang til kontoen.

Rasmus Nøhr forklarer, at han har overført pengene for at betale husleje og for at lønne sig selv for optrædener.

Sponsoreret indhold