Harry Styles er på vej til Danmark
Det tidligere One Direction-medlem Harry Styles giver koncert i København som en del af sin store verdensturné.
Det er umiddelbart en god nyhed for den 23-årige sangers mange danske fans. Men den dårlige nyhed er, at de må vente længe med at nyde stjernens musik.
Først 19. marts 2018 kommer Styles til at gæste Royal Arena i hovedstaden, viser den netop offentliggjort turnéplan, der også sender stjernen til andre storbyer i nærheden af Danmark, blandt andet Oslo, Stockholm og Hamborg.
Dermed gør briten de mange danske fans glade igen, efter han for et par måneder siden havde offentliggjort en efterårsturné, hvor sangeren sprang de danske spillesteder over.
Med de mange nye koncertplaner vil den arbejdsomme popstjerne være på farten en meget stor del af tiden fra september 2017 til juli 2018.
Heldigvis er Styles vant til at have travlt. Siden gennembruddet med One Direction i 2010 har han rejst verden rundt - først med bandet, og nu med sit solo-show. I den tid har der også været tid til enkelte højtprofilerede romancer med blandt andre Taylor Swift og Kendall Jenner.
Billetsalget til koncerten i København går i gang 16. juni.
Har Harry Styles skrevet en sang til Taylor Swift?
Se flere billeder af Harry Styles i galleriet herunder.