Nyheder16. juni 2017

34 år efter: Her er skuespillerne fra Busters Verden i dag

Som børn medvirkede de i en af de mest udødeliggjorte film i Danmark. Siden har deres liv bevæget sig i meget forskellige retninger. SE og HØR har talt med tre af skuespillerne fra Busters Verden for at høre, hvad der er sket siden de medvirkede i filmen
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/maxresdefault_1.jpg
 Foto: Crone Film

Det er nok de færreste danskere, der kan sige, at de slet ikke kender ”Busters Verden”. Gennem flere generationer har den været en fast del af opvæksten hos mange børn, siden den første gang udkom i 1984 som film og TV-serie.

Her møder vi den unge Buster Oregon Mortensen, der bare gerne vil være tryllekunstner, men som desværre ofte bliver misforstået af omverdenen. Med bøller som Lars og Stig Ole, der hele tiden er efter ham, lever Buster i sin egen verden – lige indtil han møder Joana. Hun tror på hans trylleevner, og ender med at give Buster den succesoplevelse, han har brug for.

Den søde historie blev et stort hit, men skuespillerne fra filmen forsvandt hurtigt fra rampelyset igen.

SE og HØR har talt med tre af skuespillerne, Buster, Joana og Stig Ole, og oplevelsen af at være barnestjerne har været meget forskellig for de tre. Fælles for dem alle er, at de mere eller mindre blev kastet ind i skuespils-branchen uden nogen erfaring. Siden har ingen af dem dog fortsat karrieren som skuespiller.

Herunder kan du læse, hvad skuespillerne laver i dag.

Buster - Mads Bugge Andersen

https://imgix.seoghoer.dk/buster4.jpg
 Foto: Crone Film

Foto: Crone Film

Rollen som Buster Oregon Mortensen gik til Mads Bugge Andersen, efter han var blevet headhuntet på sin egen skole. Mads Bugge Andersen var på det tidspunkt 12 år gammel, og han tænkte ikke synderligt meget over, hvad det ville betyde, at spille hovedrollen i filmen.

Siden har den i dag 45-årige barnestjerne ikke altid været glad for sin rolle i filmen. Faktisk ville han ønske, at han ikke var blevet så kendt et ansigt.

- Mine minder om dengang er ikke mega gode. Jeg kunne slet ikke lide alt den eksponering, og det var aldrig rigtig mig. Det blev jeg ret hurtigt klar over. Det var da sjovt undervejs at indspille og sådan, men derfra synes jeg ikke, det var særlig fedt, siger han til SE og HØR.

Mads Bugge Andersen bevægede sig senere over i sportens verden, hvor han blandt andet har været professionel cykelrytter.

I dag arbejder han dog som lærer, og lever et stille og roligt liv med sin kone, Charlotte, og deres fire døtre.

Mads Bugge Andersen kan dog aldrig helt få lov til at slippe Buster. For selvom der er kommet 34 år på bagen efter indspilningerne, kan han ikke løbe fra sit udseende.

- Jeg blev jo genkendt rigtig meget, og i dag bliver jeg stadig genkendt fra tid til anden, hvor jeg skal forholde mig til det, siger han.

Hans fire børn har da også fået lov til at se filmen, hvor de altså kan se deres far folde sig ud som den finurlige Buster Oregon Mortensen.

- De har set filmen, og de synes jo, det er meget sjovt, men omvendt tænker de ikke så meget over det, for de kender jo ikke andet. Det er jo bare sådan, det er, siger han.

Herunder kan du se, hvordan Mads ser ud i dag:

https://imgix.seoghoer.dk/19179477_10154847257442833_1347853378_o.jpg
 Foto: Privat

Foto: Privat

Joanna - Signe Dahl Lumholt

https://imgix.seoghoer.dk/0_1.jpg
 Foto: Crone Film

​Foto: Crone Film

Hun spiller rollen som den søde og privilegerede pige, Joanna. Men faktisk blev Signe Dahl Lumholt oprindeligt castet til rollen som Busters søster, Ingeborg. Til sidst blev det dog besluttet, at hendes mørke hår og søde smil i stedet passede bedre i rollen som Joana.

Signe Dahl Lumholt var kun 9 år gammel, da filmen blev indspillet. Hun gik på samme skole som Mads Bugge Andersen, og blev ligesom ham inviteret til casting.

I modsætning til Mads Bugge Andersen, har Signe i dag et mere afslappet forhold til filmen. Hun oplevede ikke på samme måde, at folk kunne genkende hende på gaden.

- Jeg blev faktisk kun genkendt det første stykke tid. Så voksede jeg, og jeg ændrede mig meget, så det var jo fint nok. Men det var da sjovt at have været med til at lave en film, der er så populær, siger hun.

Signe Dahl Lumholt valgte dog ikke at fortsætte med skuespillet som voksen. I stedet er hun blevet iværksætter, og står bag byportalerne.dk, der startede som en netavis med lokalnyheder i Sorø, hvor hun flyttede til for ti år siden. Siden blev interessen for foretagendet så stor, at de udvidede til andre byer.

Minderne om filmindspilningerne er dog ikke kun gode for Signe Dahl Lumholt.

- Jeg kan huske, at det var sjovt at være med, men meget af tiden var det altså også lidt kedeligt. Alle mine scener var jo med voksne, så meget af tiden gik jeg rundt og kedede mig og var lidt for mig selv. Og Kirsten Rolffes havde ikke altid tid til at tale med mig, for hun skulle jo forberede sig til andre jobs i ventetiden, siger hun.

Signe Dahl Lumholt er i dag 43 år gammel, og sammen med sin mand har hun i dag tre børn. Hun interesserer sig stadig meget for film, selvom det aldrig blev til flere for hendes vedkommende.

Herunder kan du se, hvordan Signe ser ud i dag:

https://imgix.seoghoer.dk/foto_anne_beth_witte_byportalerne.dk_1.jpg
 Foto: Anne Beth Witte/Byportalerne.dk

Foto: Anne Beth Witte/Byportalerne.dk

Stig Ole - Martin Krakauer

https://imgix.seoghoer.dk/martin_krakaver_1984.jpg
 Foto: Crone Film

​Foto: Crone Film

Martin Krakauer spillede rollen som Busters klassekammerat Stig Ole, der hænger ud med de seje ældre elever. I spidsen af vennegruppen er Lars, der ikke er bleg for at være efter hverken Buster eller Busters søster, Ingeborg. Stig Ole har det også med at stikke til Buster.

Martin Krakauer fik rollen som Stig Ole efter at være blevet kontakten af nogle castere på sin skole. I virkeligheden gik han til casting på rollen som Buster, men det blev altså ikke sådan.

- Jeg blev egentlig castet til rollen som Buster, men det mente de altså ikke, jeg var den rigtige til. De mente hellere, jeg skulle spille skurken, og det kan man jo så tænke over, griner han.

Martin var 10 år gammel, da filmen kom ud, og umiddelbart var der ikke lige så stor interesse for skurkene i filmen, som der var for Buster.

Martin Krakauer har i hvert fald ikke selv oplevet, at folk var sådan rigtig fan af ham.

- Jeg blev faktisk ikke rigtig genkendt. Jeg tror, jeg har givet to autografer i hele mit liv. Men jeg spillede jo også skurken, så det har nok også noget med det at gøre, siger han.

I dag arbejder Martin som læge. Han har fået en kone og to børn, og det er de færreste i dagligdagen, der kan gætte, at han altså har været med i en af de helt store filmklassikere i Danmark.

Det er dog ikke fordi, Martin ikke kunne lide, at være med i filmen. I dag er det faktisk et rigtig godt minde for den nu 44-årige læge.

- Jeg husker det som en god oplevelse, og det var sjovt med Mads (Buster) og sjove scener og sådan. Vi havde det godt. Nogle gange var der natoptagelser, og så blev vi jo nærmest kidnappet fra sengen, siger han.

Herunder kan du se, hvordan Martin ser ud i dag, sammen med sine to drenge:

https://imgix.seoghoer.dk/martindrenge.jpg
 Foto: Privat

Foto: Privat

I galleriet herunder kan du se mange flere billeder fra den populære film:

Billeder fra Busters Verden

Sponsoreret indhold