Hollywood21. juni 2017

Boris Becker bankerot

Tennislegenden har tabt alt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/boris2017.jpg
 Foto: All Over Press

Den tyske tennislegende Boris Becker er onsdag blevet erklæret personlig konkurs ved en domstol i London.

Den 49-årige nuværende tenniskommentator skyldte et større, uspecificeret beløb til finansvirksomheden Arbuthnot Latham, og han havde skyldt dem penge i to år, da de til sidst søgte om at få Becker erklæret konkurs.

Becker forsøgte at afværge konkursen ved at tilbyde at omlægge lån i en ejendom på Mallorca og betale det skyldige beløb. Den pågældende ejendom var for kort tid siden ved at ryge på tvangsauktion.

Men sagens kvindelige dommer mente ikke, at Becker ville blive i stand til at betale sin gæld og erklærede ham konkurs.

- Jeg er både skuffet og overrasket over, at Arbuthnot Latham har taget dette skridt. Jeg ville kunne betale min gæld om en måneds tid, når tingene er faldet på plads på Mallorca, siger Becker i en udtalelse.

Men dommeren lagde vægt på, at gælden skulle være betalt i oktober 2015, og ikke var et pludseligt opstået problem.

Beckers advokat, John Briggs, appellerede inden dommen om en sidste chance til sin klient.

- Hr. Becker er ikke så sofistikeret, når det kommer til hans personlige pengesager, så jeg beder om en sidste chance - det har bare taget længere tid end beregnet at skaffe penge til at betale gælden.

Boris Becker tjente i sin aktive karriere alene i pengepræmier omkring 175 millioner kroner.

https://imgix.seoghoer.dk/boris1985.jpg

Sådan så det ud, da knægten fra Leimen i Tyskland hævede trofæet efter den spektakulære sejr i finalen i Wimbledon i 1985. (Foto: All Over Press)

Han har sandsynligvis tjent over en kvart milliard på sponsorkontrakter i sin aktive karriere. Han var den eneste tysker på tennishimmelen, da han kom frem, og hans daværende manager Ion Tiriac har helt sikkert sørget for fede kontrakter til Becker (og sig selv), og det er næppe skudt helt ved siden af, at Becker nok hev 500 millioner kroner hjem på tennisspillet.

Men de er i dag forduftet.

I dag er han, der er født i Leimen i Tyskland, træner for Novak Djokovic og kommentator for BBC.

Da han i sin tid kom frem, var det en fantastisk historie.

Som kun 17-årig og useedet vandt han herresingle i Wimbledon i 1985. Han gentog bedriften året efter - der var han dog ikke useedet. I 1986 slog han den daværende stjerne Ivan Lendl fra det daværende Tjekkoslovakiet i finalen. Tre år senere i 1989 vandt Becker igen Wimbledonfinalen - denne gang over Sveriges Stefan Edberg.

I alt blev det til seks Grand Slam-sejre i en karriere der strakte sig frem til 1999.

Sponsoreret indhold