"Skam"-stjerner afslører de bedste minder
Den sidste sæson af den norske hitserie er netop rullet over skærmen - men det er heldigvis ikke slut med nyheder fra "Skam"-universet.
Nu fortæller skuespillerne bag centrale karakterier i serien nemlig, hvad der for dem står tilbage som de bedste minder fra optagelserne af de fire sæsoner.
- Jeg tror, at det, jeg kommer til at huske bedst, er det sammenhold, som skuespillerne og redaktionen har haft. Jeg ved ikke, hvordan det er med andre serier, men forholdet mellem skuespillere, skribenter, producenter og redaktionen er helt unikt, siger seriens Jonas, Marlon Valdez Langeland, til norske VG.
Ina Svenningdal, som spiller Chris, fortæller, at hun kommer til at savne hele gruppen, selv om de stadig ses.
Christiane vil være med i SKAM
Svært farvel
Og også for Josefine Frida Pettersen, bedre kendt som Noora, er det svært at skulle sige farvel.
- Det har været to år med megen læring og en masse sjov. Nu føles det både lidt vemodigt og trist, men jeg sidder tilbage med utrolig mange gode minder, siger hun til VG.
Det samme gælder for Henrik Holm, bedre kendt som Even, som kalder serien for "en fantastisk rejse", som han egentlig ikke ønsker skal være slut:- Jeg har fortsat lyst til at spille og videreudvikle karakteren Even, og jeg føler mig ikke helt færdig med det, lyder det over for VG.