Om det er Kim Larsen, Thomas Blachman eller Jim Lyngvild. Andreas Bo kan parodiere dem alle til perfektion.
Og danskerne er vilde med hans karikerede gengivelser.
Således tjente komikeren fra Køge i følge de seneste regnskaber for virksomheden Loyal Entertainment 1.030.601 kroner sidste år.
I løn har han udbetalt beskedne 98.915 og kan dermed smide 726.228 kroner oveni firmaets formue, som løber op i knap en million kroner.
2016 var et indbringende år for den sjove mand, og næste år ser ikke ud til at blive mindre godt.
Selv om den populære jokemaskine har kæmpet med sceneskræk, er han nemlig igen i år at finde på de skrå brædder med sit tredje oneman show FIFTI-FIFTI.
Showet er to gange blevet udsolgt, og derfor har komikeren udvidet tourkalenderen ad to omgange.
Det er ikke kun sig selv, Andreas Bo bruger sine sjovttjente penge på.
Sidste år smed han nemlig 2,2 millioner kroner efter en toværelses lejlighed på Østerbro til sin datter Emma.
Komikeren var en overgang kæreste med bloggerbaben Mascha Vang, som sidste år tjente tre gange så meget som sin morsomme ekskæreste på sin bloggervirksomhed.