Havde ikke set mor i en måned: Diana døde dagen før de skulle genforenes
De havde ikke set deres elskede mor i næsten en måned.
Så det var selvsagt et par forventningsfulde og spændte prinser, der i slutningen af august 1997 så frem til at blive genforenet med deres mor, prinsesse Diana.
Men da prins William og prins Harry slog øjnene op på Balmoral Slot 31. august 1997, fik de den værst tænkelige besked: Deres mor – Folkets prinsesse – var død i en tragisk og meningsløs bilulykke i Paris.
William og Harry var blot 15 og 12 år, da de mistede deres elskede mor.
I år er det 20 år siden, at prinsesse Diana døde, og i den forbindelse åbner prins William og prins Harry op for minderne om deres mor i en helt ny dokumentar.
Det skriver Daily Mail.
I dokumentaren ”Diana, Our Mother: Her Life and Legacy” fortæller de blandt andet, at de ikke havde set deres mor i næsten en måned – og at det var meningen, at de tre skulle genforenes dagen efter, at prinsessen døde i ulykken i Paris.
Prinsesse Diana sammen med sønnerne William og Harry. Foto: All Over
I dokumentaren, der bliver vist i aften på britisk TV, fortæller prins Harry, at han og broderen ikke havde set meget til deres mor på grund af skilsmissen mellem hende og prins Charles.
Sønnerne var med prins Harrys ord ”blevet kastebold” midt i skilsmissen.
- Vi blev begge kastet mellem dem, og vi så aldrig vores mor nok, og vi så aldrig vores far nok, fortæller prins Harry i dokumentaren.
Samtidigt betød Dianas højtprofilerede velgørenhedsarbejde – bandt andet med minerydning – og hendes romance med Dodi Fayed, at han og prins William ikke havde set Diana i ugevis, da hun døde 31. august 1997.
Dodi Fayed døde også i ulykken i Paris.
Læs historien om Dianas sidste døgn her
I dokumentaren siger prins William blandt andet til en anti-minekampagne-person, at ”Du så min mor mere, end jeg gjorde”.
En måned inden Dianas død havde de to prinser tilbragt 10 dage sammen med hende og Fayed i hans villa i det sydlige Frankrig.
Men mens prins William og prins Harry vendte hjem til Balmoral Slot, sejlede Diana videre med Fayed på hans luksuriøse yacht i Middelhavet. Hun besøgte også nogle venner på en græsk ø, og hun rejse til Bosnien i forbindelse med sit minerydningsarbejde.
Kort før sin død havde prinsesse Diana tilbragt tid sammen med sine sønner og Dodi Fayed i Sydfrankrig. Foto: All Over
Diana havde jævnligt kontakt med sine to sønner over telefonen, men i den nye dokumentar afslører de to sønner, at deres sidste telefonopkald – foretaget blot få timer før Dianas død – varede blot fem minutter.
I dag fortryder de begge, at samtalen blev så kort.
- Jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg sagde, men jeg kan huske – og det vil jeg nok fortryde resten af livet – hvor kort den samtale var. Og hvis jeg havde vidst, at det var sidste gang, jeg kom til at tale med min mor, så var der mange ting, jeg ville have sagt til hende ..., fortæller den nu 32-årige prins Harry i dokumentaren og fortsætter:
- At se tilbage på det nu er utroligt hårdt. Det er noget, jeg må leve med resten af livet. Ikke at vide, det var sidste gang, jeg kom til at tale med min mor og hvor anderledes, den samtale ville have været, hvis jeg havde haft den mindste fornemmelse af, at, du ved, at hendes liv ville slutte den nat.
Læs historien om Dianas sidste døgn her
- Jeg tror, at Harry og jeg havde travlt med at få sagt ’farvel’, ’vi ses senere’, og ’vi bliver nødt til at smutte’. Hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, så ville jeg ikke have været så henkastet, siger den i dag 35-årige prins William i dokumentaren.
”Diana, Our Mother: Her Life and Legacy” bliver vist på engelsk TV mandag klokken 21.
Prinsesse Diana blev begravet 6. september i Westminster Abbey i London. Man formoder, at omkring to milliarder seere fulgte Diana på hendes sidste rejse.
Læs historien om Dianas sidste døgn her
Herunder kan du se billeder fra prinsesse Dianas liv og død: