Nyheder6. august 2017
"Den store bagedyst"-Katja er blevet gift
Hun nåede hele vejen til finalen, da hun var med i "Den store bagedyst" i 2013. I går kunne hun fejre, at hun blev gift med sin partner igennem mere end et årti
Af Emil Minana
Foto: All Over
- Æ ælske kach, sådan lærte de fleste danskere Katja Stock at kende, da hun i 2013 var med i "Den store bagedyst".
Hun er nemlig sønderjyde med stort S, så de sønderjyske gloser flød frit i programmet.
Nu er hun så blevet gift med manden, Thomas Nielsen Pekruhn, som hun har været sammen med i mere end et årti. Det skete ved en privat ceremoni i parrets have i Aabenraa. Det skriver JydskeVestkysten.
- Det føles rigtig godt, at Thomas er blevet min mand, for det har jo været længe undervejs, at han havde mandsmod til at fri. Jeg kneb en lille tåre, ja, for det er jo en stor dag, sagde Katja Stock til JydskeVestkysten, da vielsen var overstået. Parret har døtrene Lærke og Julie og sammen. Og selvom Katja havde tænkt tanken, så lod hun alligevel andre om at stå for kagebagningen til festlighederne, så hun kunne koncentere sig om alle de andre ting, man skal koncentrere sig om, når man skal giftes. Da Katja Stock deltog i "Den store bagedyst", nåede hun hele vejen til finalen. Desværre måtte hun se sig slået af Annemette Voss i finalen. Efterfølgende var de to kvinder ude og fortælle, hvordan de nok aldrig ville blive perlevenner. - Jeg kan utroligt godt lide Katja, men jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at vi ikke er slyngveninder. Vi bor i hver sin ende af landet og er sindssygt forskellige, sagde Annemette Voss efter finalen til BT. Og det var en betragtning, som Katja i den grad var enig i. - Hun er sød, imødekommende, en dejlig kvinde. Men vi bliver aldrig slyngveninder, for der er vi helt forskellige, forklarede Katja Stock til avisen.