Nyheder22. august 2017

Ida Corr: Bor stadig sammen med eks’en

Sangerinden Ida Corr nød nogle festlige dage i Skanderborg, hvor hun både var på scenen og hyggede sig med en flok andre kendte bag Bøgescenen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/1_204.jpg
 (Foto: René Schütze)

Og mens de fleste ikke kan få pakket flyttekasserne hurtigt nok og komme videre i deres liv, så havde den 40-årige sanger og hendes 32-årige ekskæreste en helt anden strategi.

– Vi har det rigtig, rigtig godt. Vi bor stadig sammen. Vi har delt huset op i to, da vi har kælder og 1. sal, og så har vi noget fælles, fortæller Ida Corr til SE og HØR.

Huset er dog sat til salg, og det er også meningen, at parret skal flytte hver for sig, men for Ida og Jens var den fælles bolig en god begyndelse på deres liv som ekskærester og forældre til femårige Cassius.

- For os har det været en blød landing. Det har været vigtigt for os at bruge al vores energi på at forblive en familie. Vi har jo et barn, så vi vil altid være en familie, selv om vi ikke er kærester, så vi skulle finde en balance i det, siger Ida Corr, hvis mission er at passe på familien.

Sangerinden er godt klar over, at den fælles bolig kan have hindret, at der er kommet en ny kæreste ind i hendes liv, men for hende betyder det ikke så meget.

- Der er ikke noget, der er gratis i livet. Nu har vi fået et barn sammen, og så må vi også betale prisen for det . Det kan godt være, det betyder, vi må vente nogle år med at få en ny kæreste, fortæller den yndige sangerinde og fortsætter:

- Min søn er min første prioritet, sådan er det. Jeg vil gøre, hvad der skal til, for at min familie står stærkest, slår Ida Corr fast, da SE og HØR møder hende på Smukfest.

Og Smukfest har en helt særlig plads i Ida Corrs hjerte.

Derfor var det heller ikke tilfældigt, at hun udgav singlen ”The morning after”, samme dag som hun optrådte på festivalen.

– Jeg er født og opvokset i Aarhus, så det her er min barndomsfestival. Jeg kom her hvert år og jammede rigtig meget og stod og kiggede langt efter de store stjerner, siger hun.

Læs mere om Smukfest i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold