Raket-Madsen efter fund af Kim Wall: Jeg er lettet
Tidligere i dag kunne politiet meddele, at der var et DNA-match mellem den torso, der blev fundet på Amager, og den svenske journalist Kim Wall.
Det mener Peter Madsens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, er positive nyheder. Det skriver Ritzau.
- Min klient og jeg er meget positive over, at der er kommet id af det fund, som politiet har gjort. Den del af efterforskningen er nu på plads, og det er han (Peter Madsen, red.) meget lettet over.
- Vi er kun glade for, at det her er kommet frem, siger hun til Ritzau.
Hvorfor er I lettede over, at politiet nu slår fast, at der er tale om Kim Walls lig?
- Det er min klient, fordi han ikke har andet ønske i den her sag, end at den bliver opklaret og oplyst fuldt ud. Det er stadig min klients største interesse og ønske, siger forsvarsadvokaten.
Nægter sig skyldig Selv om Peter Madsen er sigtet for manddrab og sidder varetægtsfængslet, hævder han, at der skete en ulykke på ubåden, da 30-årige Kim Wall var taget med ham ud på hans hjemmelavet ubåd, Nautilus. Kim Wall blev meldt savnet af sin kæreste 11. august og samme dag blev Peter Madsen fundet alene ombord på den efterlyste ubåd. I første omgang sagde Peter Madsen, at han havde sat Kim Wall af ved Halvandet på Refshaleøen, men han ændrede hurtigt forklaring til, at der var sket en ulykke ombord på ubåden, og han havde "begravet hende til søs".Kim Walls torso blev fundet mandag eftermiddag af en cyklist på Amager. Onsdag kunne politiet bekræfte, at DNA'et fra torsoen matcher med Kim Walls. De resterende ligdele af den unge journalist er endnu ikke blevet fundet, men Københavns Politi leder stadig i vandet og på land omkring Køge Bugt.