Nyheder25. august 2017

Raket-Madsen fra sin celle: - Jeg har ikke parteret Kim Wall

Den drabssigtede opfinder Peter Madsen – bedre kendt som Raket-Madsen – erkender at have begravet freelancejournalisten Kim Wall til søs. Men han nægter at have parteret hende, udtaler hans forsvarer til Ekstra Bladet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/raket_madsen_front.jpg
 (Foto: Scanpix)

Raket-bygger, opfinder og ubåds-entusiast Peter Madsen har allerede erkendt, at han har begravet den 30-årige freelance-journalist Kim Wall til søs.

Kim Wall forsvandt under en reportagetur torsdag den 10. august, da hun begav sig ud på havet sammen med Raket-Madsen i hans hjemmebyggede ubåd.

Men Raket-Madsen nægter sig skyldig i at have parteret hende – også selv om liget af den afholdte journalist mandag blev fundet uden arme, uden ben og uden hoved ved Kysten på Amager.

Det fortæller Raket-Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, til Ekstra Bladet.

- Han nægter sig skyldig i den måde, som man har formuleret det på, ja (sigtelsen for usømmelig omgang med lig, red.). Og derfor må han nægte sig skyldig. Min klient erkender at han har begravet hende til søs. Så han erkender rent faktisk en overtrædelse, men bare ikke på de præmisser, som politiet har sigtet ham for, fortæller forsvareren til Ekstra Bladet, hvorefter avisens journalist spørger:

- Så jeg kan udlede, at han nægter sig skyldig i at have parteret hende?

Til det svarer Raket-Madsens forsvarer til Ekstra Bladet:

- Ja.

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/7.08675868.jpg
 (Foto: All Over)

Teknikerne igang med at undersøge UC3 Nautilus. Foto: All Over

Forsvareren tilføjer også, at Raket-Madsen er ”meget påvirket af situationen, og det bliver ikke mindre, som tiden går”. Han har ifølge Ekstra Bladet valgt at gå i frivillig isolation, fordi der angiveligt er trusler mod ham fra de andre indsatte.

Raket-Madsen blev reddet i land fra sin synkende ubåd UC3 Nautilus fredag formiddag, 11. august.

På dét tidspunkt hævdede han, at han aftenen forinden havde sat Kim Wall af på Refshaleøen.

Kim Wall var allerede meldt savnet af sin kæreste, der var blevet bekymret, da hun ikke var vendt hjem fra sin reportagetur som ventet.

Raket-Madsen blev anholdt kort efter og sigtet for drab efter straffelovens §237.

Dagen efter erkendte Raket-Madsen under grundlovsforhøret i Københavns Byret, at Kim Wall var omkommet ved en ulykke ombord på Nautilus, og at han efterfølgende havde valgt at ”begrave liget til søs”.

Af den grund valgte dommeren at varetægtsfængsle ham for 'uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder' efter straffelovens § 241, som giver op til otte års fængsel.

Næste retsmøde er 5. september. Her vil anklagemyndigheden også kræve, at Peter Madsen bliver mentalundersøgt.

SE og HØR har her samlet det fulde overblik over dét, der er godt i gang med at blive Danmarks mest bestialske drabssag.

Du kan se billeder fra sagen herunder:

Raket-Madsen og Kim Wall (billeder fra sagen)

Sponsoreret indhold