Nyheder31. august 2017

Skal pille kæmpe-skærm ned fra sit hus: Amin Jensen taber nabo-krig

Komiker Amin Jensen tabte onsdag aften en langvarig nabokrig. Hvidovre Kommune har således fastslået, at en dyrt opsat reklameskærm på komikerens hjem skal pilles ned. Reklameskærmen kostede 200.000 kroner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/amin.jpg
 Foto: All Over Press

Komikeren Amin Jensen skal snart finde det helt store nedrivningsudstyr frem.

Onsdag aften tabte han nemlig en langvarig nabostrid, der betyder, at en 9,6 kvadratmeter stor lysreklame uden for komikerens hjem skal pilles ned.

Det skriver BT.

Den store lysreklame har kostet komikerens 200.000 kroner at opsætte, og siden januar har den hængt lige uden for komikerens hjem på Gammel Køge Landevej på vestegnen. Til stor gene for flere af naboerne.

Talrige naboer har således klaget over Amin Jensen og forlangt, at han pillede lysreklamen ned. Blandt klagerne var blandt andre et ældre ægtepar, der følte, at deres ”livskvalitet var blevet voldsomt forringet” som følge af lysreklamen.

- Efter lysreklameskiltet er sat op, er vores livskvalitet blevet voldsomt forringet. Vi er blevet tvangsindlagt til at se på lysreklameskiltet og dens følgevirkninger alle timer, det er tændt, og hvor vi er hjemme, lød klagen ifølge BT fra et ældre ægtepar.

Onsdag aften slog Hvidovre Kommune så fast, at den heller ikke var lovlig, og derfor skal Amin Jensen nu fjerne skiltet igen.

Komikeren havde heller ikke søgt om tilladelse hos Hvidovre Kommune, før at han hang det 200.000 kroner dyre lysskilt op.

Sponsoreret indhold