Nyheder12. september 2017
Pilou Asbæk sætter Nørrebro-lejligheden til salg
"Game of Thrones"-stjernen Pilou Asbæk sælger nu sin dyre lejlighed i hjertet af Nørrebro
Af Boliga
Foto: All Over Press
Efteråret kommer. Og mens sæsonskiftet for mange mest af alt er et farvel til lyse nætter og lunere vinde, så har en af landets nok største skuespillere Pilou Asbæk og hans kone, dramatiker Anna Bro, planer om en endnu mere skelsættende forandring. Ægteparret har nemlig sat deres store Nørrebro-lejlighed til salg. Det skriver Boliga Kendte.
Men det er ikke en hvilken som helst bolig, der netop er blevet udbudt til salg hos Holm & Hauberg BoligCenter Nørrebro. Ord som herskabelig, smagfuldt og prægtig er bare et udpluk af de lovprisninger, der har fundet vej til beskrivelsen, mens de tørre fakta fremviser, at der både er masser af plads for en lejlighed - i alt 171 kvadratmeter - og fem værelser at brede sig på. Når beliggenheden samtidig er Nørrebro i København, så kryber prisen også op i de lidt højere lejer: 6.695.000 kroner er den nemlig sat til salg for. En pris, der blandt andet giver adgang til to stuer en suite og tre soveværelser.