Så meget har Ane tabt sig ved at være med i "Vild med dans"
Ane Høgsberg måtte i går aftes forlade årets udgave af "Vild med dans", efter hun havde fået færrest stemmer af seerne.
Men selvom komikeren kun nåede at være med i to programmer, så har de mange ugers dansetræning alligevel sat sin spor.
Ane har nemlig smidt en betydelig mængde kilo, mens hun har været i danselokalet.
- Man glemmer helt, at man er ude at motionere og træne. Jeg har tabt 11 kilo, fortæller Ane til Ekstra Bladet.
Også hos hendes dansepartner Esbern Syhler-Hansen sidder bukserne lidt løsere.
- Jeg har tabt 5-6 stykker, fortæller han til avisen.
Da det i går stod klart, at Ane og Esbern ikke fik lov til at danse flere danse i det populære fredagsprogram, var det en tydeligt skuffet Ane, der ikke kunne holde tårerne tilbage.
- Tårerne kommer til at fylde de næste par dage. Og så tror jeg ikke, der er så meget andet andet. Jeg skal igang med noget comedy igen og se min kæreste, fortalte en tydelig grådkvalt Ane fredag aften.
Ane og Esbern har da heller ikke ligget i top, hvis man spørger bookmakerne. Der har de nemlig ligget som nogle af dem, der var mest sandsynlige til at ryge ud af "Vild med dans".
Det er derimod Iben Hjejle og Sofie Lassen-Kahlke, der er bookmakernes favoritter.
Hos Bet25 er der odds 2.75 på sejr til Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard, mens man får pengene fire gange igen, hvis Lassen-Kahlke og Michael Olesen vinder.
Hos Danske Spil er oddsene 2,90 til Hjejle og 3,75 til Lassen-Kahlke.