Dobbelt-sorg inden for en uge: Nu er også Dennis Ritters mor død

Dennis Ritter: Mor døde også af kræft
TV-værten er naturligvis slået helt ud af de to frygtelige tab, der har ramt familien inden for så kort tid.
- Man siger, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Det mærker vi i helt ufattelig stor grad lige nu. Vores kærlighed til vores far og vores mor - de som skabte og formede os og sendte os ud i verden – er på bare seks dage blevet helt og aldeles hjemløs. Den har ingen steder at søge hen. I stedet kommer den ud som tårer. Jeg forstår det ikke. Og jeg ved ikke om jeg nogensinde vil forstå det, skriver Dennis Ritter.
Lige som faderen, døde hans mor også som følge af kræft.
- Min mor blev pludseligt kræftsyg for bare fem uger siden, samtidig med at vores far kæmpede sit eget kræftforløb. En ond og aggressiv cancer i hjernen tog hende fra os, nærmest som et lyn fra en klar himmel. De fem uger, der fulgte, frem til i morges, var hun forandret. Men hun var her, trods alt. Det er hun nu ikke længere, skriver Dennis Ritter.
Han beskriver forældrenes kærlighed til hinanden.
- Han var hendes store kærlighed, som kunne få hende til at sitre i knæene af nyforelskelse selv efter mange års ægteskab. Og kærligheden var gengældt. Vores far troede meget klippefast på, at ”den eneste ene” kunne man kun møde én gang. Og han havde mødt sin. Nu er de sammen igen. Og gennem gråd og sorg og savn finder jeg dog en smule trøst i tanken om, at de faktisk fulgtes ad helt til det allersidste. Selv ind i døden fulgtes de side om side, med kun seks dage imellem, skriver Dennis Ritter.
I en sidste hilsen takker han moderen.
- Tak, mor, for alt! I morgen lørdag bisætter vi vores far, der døde for en uge siden. Verden gør lidt ondt lige nu, skriver Dennis Ritter i det rørende opslag.
Læs hele Dennis Ritters opslag her: