Kendte3. oktober 2017

Las Vegas-morderen: Revisor, millionær, spillegal og én der sendte småkager til mor

Stephen Paddock var en spillegal revisor, der havde tjent styrtende med penge på ejendomme. Hans bror beskriver ham som en ”stille fyr”, der elskede at spille poker, gamble – og sende kasser af småkager til sin ældre mor. Nu er han forvandlet til USA’s værste massemorder, efter at han søndag tog livet af 58 koncertgæster i Las Vegas
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/terror_front_0.jpg
 Foto: Scanpix og All Over

Søndag blev Las Vegas centrum for det blodigste masseskyderi i landets historie, da en gerningsmand skød og dræbte 58 uskyldige koncertgæster fra et vindue på 32. etage på Mandalay Bay Hotel and Casino.

Hele mandagen, mens amerikansk politi forsøgte at få styr på situationen, dukkede der nye og chokerende oplysninger op om både skyderiet og manden bag: 64-årige Stephen Paddock.

Stephen Paddock checkede ind på hotellet, der ligger på Las Vegas’ mest berømte gade ”The Strip”, i torsdags. Med sig havde han 10 tunge kufferter fyldt til bristepunktet med våben.

I alt fandt amerikansk politi 23 skydevåben, da specialstyrker søndag aften lokal tid tvang sig adgang til Stephen Paddocks hotelværelse.

Her havde den 64-årige mand barrikaderet sig, mens han gennem et knust vindue havde affyret kaskader af kugler mod koncertgæsterne til musikfestivalen Route 91 Harvest Festival.

Stephen Paddock havde nået at begå selvmord, før at specialstyrkerne stormede døren.

Massakre i Las Vegas 2. oktober 2017

Politiet har efterfølgende fundet ud af, at Stephen Paddock ejede i alt 42 skydevåben – og han havde altså medbragt 23 af dem til massakren i Las Vegas, der begyndte kort efter klokken 22.00 søndag aften lokal tid.

Politiet efterforsker stadig, hvad motivet bag massakren er.

Stephen Paddock havde boet 27 forskellige steder i Nevada, Florida og Texas i sit voksne liv – men levede ellers et ”stille og ubemærket liv”.

Senest boede den 64-årige mand i et pensionist- og golfområde i Mesquite 130 kilometer uden for Las Vegas.

Her boede han sammen med sin 62-årige kæreste, Marilou Danley. Hun befandt sig i udlandet, da søndagens angreb fandt sted i Las Vegas.

Stephen Paddock havde arbejdet som revisor, før han gik på pension – og han havde tjent styrtende med penge på flere ejendomsinvesteringer i blandt andet Texas, Mesquite og Californien.

Han ejede desuden to huse i Nevada: Et hjem på to etager i Mesquite og et andet i yderkanten af Reno, der også ligger i Nevada.

Ifølge AFP er de to huse vurderet til over 700.000 dollar - næsten 4,5 millioner danske kroner.

Politiet siger, at han ikke er kendt af politiet, og at han ikke før har begået lovovertrædelser. Han havde ikke taget skydetimer, men havde jagt- og fisketegn.

Også hans bror Eric Paddock beskriver ham som en ”stille og rolig” fyr. Eric Paddock er i chok over nyheden om, at hans bror står bag det værste masseskyderi i USA's historie.

- Hvis han havde slået mine børn ihjel, ville jeg være ligeså forbløffet, fortæller Eric Paddock.

- Hans liv er en åben bog. Han havde ingen religiøse eller politiske overbevisninger. Han kunne godt lide at spille poker på maskiner. Han tog på krydstogter. Han sendte store kasser med småkager til sin mor, siger Eric Paddock.

Kort efter massakren udtalte den ekstremistiske terrororganisation Islamisk Stat, at Stephen Paddock var en af deres soldater – og at han var konverteret til Islam forud forud for angrebet. Det afviser FBI dog.

FBI-agent Aaron Rouse siger ifølge The Guardian, at "der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at Paddock havde forbindelse til internationale terrororganisationer".

Motivet til USA's værste masseskyderi er derfor stadig et mysterium. Indtil videre er 58 bekræftet døde, mens 527 er kvæstet, flere alvorligt.

Countrysangeren Jason Aldean optrådte, da skyderiet begyndte kort efter klokken 22.00. Selve skyderiet varede i over fem minutter. Flere koncertgæster filmede øjeblikket, hvor den populære countrysanger måtte afbryde sin koncert, mens man tydeligt kunne høre adskillige skud blive affyret i baggrunden. Herefter opstod der tumult blandt de mange koncertgæster, der flygtede i panik.

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Jason Aldean udsendte mandag en kort udtalelse på Instagram. - I aften var mere end skrækkelig. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige, men jeg vil bare fortælle alle, at mig og mine folk er uskadte. Mine tanker og bønner går til alle påvirkede. Det gør ondt i hjertet, at det her kan ske for nogen, der bare er ude for at nyde, hvad der skulle have været en sjov aften. Selve Route 91 Harvest Festival er også lukket ned. Man formoder, at omkring 22.000 gæster har deltaget i festivalen. Den amerikanske præsident Donald Trump har udtrykt sin sympati med ofrene og de efterladte: - Mine varmeste kondolencer og sympati til ofrene og famillierne fra det forfærdelige Las Vegas skyderi. Gud velsigne jer!, skriver Trump på Twitter.

Sponsoreret indhold