Nyheder5. oktober 2017

Mikael Bertelsen på pilgrimsvandring

TV-værten Mikael Bertelsen kom ikke kun tættere på sig selv, men også på sin afdøde far, da han kastede sig ud i verdens ældste pilgrimsvandring på den japanske ø Shikoku.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mikael-bertelsen00.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Der er godt nok en afstand på mere end 8000 kilometer mellem de brunstige og brølende kronhjorte i Jægersborg Dyrehave til den japanske ø Shikoku.

Men da SE og HØR møder Mikael Bertelsen en fredag morgen i haven nord for København, bærer han jakkesæt, skjorte og slips og har en paraply i hånden – præcis samme påklædning, som han har på i det nye DR2-program ”Bertelsen på Shikoku 88”, hvor han i små fem uger gik i munken Kobo Daishis fodspor.

En pilgrimsrejse på hele 1200 kilometer.

– Det var nok lidt en overspringshandling, fordi jeg sidder på kontoret hver dag med computer og mobil. Mellem jul og nytår bliver det altid lidt eksistentielt for mig. Alt går i stå, alt er lukket, og man laver den årlige årsopgørelse. En af mine gamle venner sendte en besked med en artikel om japanernes pilgrimsrute. Han mente, at jeg skulle gå den, forklarer Mikael, som tidligere har pilgrimsvandret på Caminoen i Spanien.

– Men så drømte jeg noget. Og jeg drømmer ellers altid kun kedelige ting, som at jeg putter noget i chartek og ringbind. Det er meget mærkeligt. Jeg drømte, at jeg var i Japan, men jeg havde vores hund med, og det er en japansk hund, afslører Bertelsen.

– Jeg kunne tale med hunden ligesom i ”Tintin”, og så næste morgen tog jeg fat i tilrettelæggeren, som var med på Caminoen, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mikael-bertelsen.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup
Selv om Mikael Bertelsen vandrede 35 km hver dag i Japan, var han iført stramt og stilrent tøj. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Minder om far

Kort tid efter stod Mikael på Japans mindst befolkede hovedø, der dog stadig har en befolkning på knap fire millioner.

Klar til at få fodsålerne slidt og minder om sin fortid kastet i hovedet. Mikaels far, arkitekten Gunnar Bertelsen, boede nemlig i Japan i en årrække i 1950’erne.

– Min far var meget vild og Simon Spies gange en million. Når man er så gammel som jeg, må man også omfavne det, man kommer fra. For mig var det meget rørende at se, hvad det var, han havde oplevet. På den måde gik jeg i hans fodspor. Han var ikke meget for at bevæge sig, men jeg oplevede det samme som han, lyder det fra Bertelsen. Han kom ikke kun tættere på sit ophav på turen.

– Jeg afleverede min mobiltelefon, da vi begyndte, for sådan en fungerer ikke på TV. Jeg havde fantomsmerter. Da jeg kom hjem til Danmark, havde jeg det, som om jeg havde været væk i et halvt år. Man mistede tidsfornemmelsen og skulle ikke tage stilling til noget, fortæller TV-værten og fortsætter:

- Der lå 600 e-mails, da jeg kom tilbage. Jeg havde deponeret telefonen hos en gammel munk ved tempel nummer 1. Det første jeg så, da jeg tændte den igen, var en nyhed om, at TV3 søgte en slatten og fed person til TV-optagelse. Så havde jeg det sådan: O.k., jeg er ikke gået glip af noget”, fastslår TV-personligheden.

Når han ikke vandrer Japan tyndt, sidder han som chef for Radio24syv, er gift med Malou Aamund og far til tre døtre.

Du kan følge Bertelsens gåtur fra tempel til tempel hver torsdag på DR2 kl. 22.

Læs mere om Mikael Bertelsen i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Se Mikael Bertelsen fortælle mere om sin vandretur i Japan - han fik blandt andet sin egen gravsten!

Video: Caspar Wenstrup

Sponsoreret indhold