Britt Bendixen i undskyldning på direkte TV: Jeg beklager
Britt Bendixen havnede sidste fredag i et regulært stormvejr, efter at hun kom med en noget hård kommentar til nydanseren René Holten Poulsen i "Vild med dans".
- Jeg har hele tiden troet, at du var en højtbegavet mand. Men hvis du ikke kan lære at danse bedre på en uge, er du ikke så begavet, som jeg troede, lød det fra Britt Bendixen til René Holten Poulsen.
Ordene vakte vrede hos tusindvis af danskere, der krævede ”Vild med dans”-dommeren fyret øjeblikket. Britt Bendixen undskyldte og trak sine hårde ord i land – og det gjorde hun igen i aften, da René Holten Poulsen havde været på gulvet med sin cha-cha-cha.
Efter at have rost hans evner som cha-cha-cha-danser havde Britt Bendixen også behov for at sige undskyld på direkte TV:
- René… jeg må også lige sige: Den måde, du turnerede din jive på var bedre end den måde jeg turnerede min bemærkning på i sidste uge. Jeg beklager endnu engang, lød det fra Britt Bendixen fredag aften.