Geo til Lotte Friis: Snyd kæresten med præventionen
I aften tager TV3 hul på en ny omgang 'Til middag hos' - programmet hvor fire kendisser på skift spiser middag hos hinanden.
I aften er det den tidligere elitesvømmer, Lotte Friis, der har besøg af komikeren Geo, skuespilleren Farshad Kholgi og formanden for partiet Nye Borgerlige, Pernille Vermund.
29-årige Lotte Friis afslørede tidligere på året, at hun er kæreste med den ni år yngre Christoffer Schnack Ringø, der sidste sommer blev student fra Espergærde Gymnasium.
Parret er flyttet sammen og med den relativt store aldersforskel mellem de to og Lotte Friis' biologiske ur, der tikker højlydt er der nogle spørgsmål, der trænger sig på.
Blandt andet spørgsmålet om børn.
- Jeg har altid haft en drøm om at få børn, og det skal jeg bare ha'. Og Christoffer kan måske godt vente 7-8-9 år, men det vil jeg ikke, så der er nogle spørgsmål, vi må tage hul på lidt tidligere end andre, siger Lotte Friis i 'Til middag hos', da Farshad Kholgi spørger til emnet.
Men Geo mener slet ikke, at Lotte friis skal bekymre sig om, hvorvidt Christoffer er klar.
- Jeg synes, du skal snyde ham. Han fortryder det aldrig. Hvis nu Christoffer bliver far om ni eller ti måneder vil han måske blive overvældet, og tænke, 'nu kan jeg ikke gå på Damhuskroen mere', men. Han KAN gå på Damhuskroen, og han kommer aldrig til at fortryde det. Snyd, snyd, snyd!, siger Geo, inden resten af bordet knækker sammen af grin.
Du kan se klippet, hvor Geo opfordrer Lotte Friis til at snyde sin unge kæreste herunder. I et andet klip fortæller Lotte Friis om sine fremtidsplaner efter svømmekarrieren.
'Til middag hos' vises klokken 19.00 mandag til torsdag på TV3.