Hollywood25. oktober 2017

Connie Nielsen fortæller om Weinstein-episode

Den danske skuespiller fortæller, at filmbossen Harvey Weinstein også har opført sig upassende over for hende
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/21.31579633.jpg
 Foto: All Over Press

Harvey Weinstein-skandalen ruller i Hollywood, og op mod 38 kvinder anklager nu filmbossen for sexchikane eller voldtægt - og tallet bliver ved med at stige.

Nu står den danske skuespiller Connie Nielsen frem og fortæller, at hun også har måtte lægge krop til filmproducerens upassende tilnærmelser. Det gør hun i et essay i magasinet Variety.

- Jeg arbejdede på den Harvey Weinstein-producerede "The Great Raid", hvor jeg advarede en ung medspiller om ikke at tage mod hans invitationer til drinks, med mindre hele gruppen var der, skriver den danske Hollywood-stjerne i essayet.

- Jeg havde ikke nogle problemer på filmen, ej heller da jeg mødte Harvey til sociale begivenheder rundt omkring i verden. Derfor var det et kæmpe chok, da Harvey lagde sin hånd på mit lår, da vi spiste middag under premiereaftenen på "Great Raid", hvor både min kæreste og min bror var til stede. Jeg greb hans hånd og klemte den hårdt for at volde ham smerte og holdt hans hånd fast på hans eget lår. Så snart jeg kunne, holdt jeg mig væk fra ham resten af aftenen, men jeg glemte snart alt om det, indtil artiklerne i New York Times og New Yorker startede et jordskred, beskriver den 52-årige skuespiller.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/connie-nielsen-lars-ulrich.jpg
 Foto: All Over Press

Connie Nielsen og Lars Ulrich til premiere på "The Great Raid" i 2005. Foto: All Over Press.

I essayet foreslår Connie Nielsen også, at der skal gøres noget drastisk i filmbranchen, hvis den skal komme sexchikane til livs.

- Vores branche består af så mange enheder og aktører, at det virker til, at vi ville have fordel af at danne en chikane-ombudsmand i hver fagforening, eller en for hele branchen, lyder hendes forslag.

I sit essay langer hun også ud efter kritikerne, der mener, at de kvinder, der anklager Harvey Weinstein for sexchikane og voldtægt, har brugt sex for at fremme deres egen karriere.

- I alle de beretninger jeg har læst om Harveys chikane, siger de, at de ikke var "sådan en pige", jeg går ud fra, de mener, at de ikke var den slags kvinde, der ville basere sin karriere på seksuelle tjenester, skriver "Wonder Woman"-stjernen.

- Det kan godt være, jeg er naiv, men for mig virker det ikke til, at nogen kvinder sætter sig for at basere sin karriere på seksuelle tjenester. Jeg kan ikke komme på en eneste kendt, kvindelig skuespiller, som ikke også har talent, og jeg tvivler på, at der findes en statistisk valid mængde af skuespillerinder, som vil springe arbejdet over med en seksuel genvej, slår Connie Nielsen fast.

- Jeg tvivler på, at "sådan en pige" er en norm, og den nylige revolution mod Harveys regime af intimidering og chikane indikerer, at "sådan en pige" simpelthen er én, der gav efter for tvang og chikane og derfor er offer for en forbrydelse, konstaterer skuespilleren.

- "Sådan en pige" er sårbar over for manipulation, tvang eller fysisk vold, som hun aldrig skulle have været udsat for til at starte med - og hun skal aldrig blive gjort til skamme for det, slår moderen til to sønner fast.

- Den hyppigt nævnte "casting-sofa" er et begreb, der både nedgør kvindelige skuespillere og skræmmer dem til at gå med til gå med til en handel, tilføjer hun.

- Begrebet får os til at skøjte over det faktum, at det at foreslå nogen sex i bytte for arbejde er sexchikane, er en forbrydelse i enhver fagforening. Det er blevet nævnt, at Harvey ofte pralede om de mange smukke skuespillerinder, som han havde "slået en handel af med", men det var selvfølgelig ikke en "handel" - det var angiveligt voldtægt og seksuel tvang.

Sponsoreret indhold