Nyheder28. oktober 2017

Sådan opdagede Dak kærestens dobbeltliv

"Vild med dans"-deltageren opdagede sin kærestes dobbeltliv på en chokerende måde
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20171002_tsl_vmd_dak_og_thomas_0015.jpg
 (Foto: Thomas S. Laursen)

I sidste uges "Vild med dans" afslørede Michelin-kokken Dak Wichangoen, at hendes kæreste gennem 10 år havde levet et dobbeltliv, og i går aftes beskrev hun så, hvordan hun tog den bedrageriske kæreste på fersk gerning.

Dak Wichangoen fortæller, at "den anden kvinde" en dag låste sig ind i hende og kærestens fælles lejlighed.

- Det skete en dejlig lørdag morgen, hvor hun stod i min lejlighed og spurgte, hvem jeg var. Hun ville gerne vide... Hun havde de samme spørgsmål, som jeg havde, fortæller køkkenchefen.

- Jeg sov, og min kæreste var ved siden af mig. Hun havde låst sig ind med sine egne nøgler, tilføjer hun.

Kiin Kiin-køkkenchefen fortæller, at hun valgte at stå frem med den dybt personlige historie i "Vild med dans" for at vise seerne hendes sande jeg.

- Det var for at give dem hjemme i stuerne et indblik i, hvorfor jeg viser så mange følelser. Det er ikke et setup, slår Dak Wichangoen fast.

I sidste uge fortalte Dak, der i virkeligheden slet ikke hedder Dak, at det var hendes knuste hjerte, der fik hende til at takke ja til at være med i "Vild med dans".

- Jeg mistede mig selv i en alder af 30 år. Jeg troede, jeg havde fundet mig selv og min plads i livet, og pludselig måtte jeg starte helt fra bunden, fortæller Dak Wichangoen.

- Men hvor går man hen og finder sig selv? Det er kommet bag på mig, at det er her i "Vild med dans". Men den glæde, der er ved at være her og være sammen med folk, hjælper mig til at finde mig selv igen, siger hun.

I udsendelsen sidste fredag fortalte kokken, hvordan ekskæresten havde levet et dobbeltliv, og hvordan det knuste hende at finde ud af det. Til at starte med lagde hun al sin energi i sit job, og først sagde hun faktisk nej til at være med i "Vild med dans".

Men så hankede hun op i sig selv.

- Jeg besluttede, at jeg ikke skulle sidde derhjemme og græde snot. For jeg er bedre end det. Jeg ville gerne nyde livet og fokusere på at være mig igen, og det gjorde, at jeg sagde ja. Jeg ville bare gerne have noget nyt at stå op til, siger hun.

Det er kommet bag på hende, hvor meget opbakning hun har mærket i programmet.

- Jeg føler mig så elsket af dem hjemme i stuerne, for uden dem var det ikke lykkedes at komme så langt.

- Det er så vildt at mærke den kærlighed udefra. Det har jeg aldrig prøvet før. Det er meget overvældende, siger hun.

På fredag står hun igen på dansegulvet i "Vild med dans".

I videoen kan du se Dak og hendes dansepartner Thomas Evers Poulsen lave candyfloss.

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Sponsoreret indhold