Kendte31. oktober 2017

Bagedyst-dommer afslører vinder 10 timer før finale

En dommer i den britiske udgave af 'Den store bagedyst' har begået en mega-brøler
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bagedyst-prue-leith-3110201.jpg
 Foto: All Over Press

Av, av, av!

Forestil dig at Mette Blomsterberg i en af de tidligere sæsoner af 'Den store bagedyst', havde afsløret vinderen før tid og snydt den ene million seere, der sad klar til at se finalen ude bag TV-skærmene.

Hun var blevet hængt ved daggry.

Men det er netop, hvad der er sket i den engelske udgave af bagedysten 'The Great British Bake Off', hvor der er finale i aften klokken 21.00 dansk tid.

https://imgix.seoghoer.dk/prue_0.jpg

Prue Leith smager på kagerne i et af de tidligere programmer. (Foto: All Over Press)

I tre måneder har det været den mest velbevarede hemmelighed i den britiske TV-verden, hvem der i aften bliver udnævnt som hele Storbritanniens mesterbager.

Men klokken 11.37 i formiddag (dansk tid) twittede den ene af dommerne, 77-årige Prue Leith, en lykønskning til vinderen på sin egen Twitterkonto.

- Ingen havde fortalt mig, at det ville være så følelsesladet at være dommer i 'The Great British Bake Off'. Jeg ville have, at de alle skulle vinde. Bravo....(vinderens navn), skrev Prue Leith i et tweet, som nu er slettet.

Men skaden var sket - 10 timer før hele ni millioner TV-seere sætter sig foran skærmen for at se afgørelsen havde Prue Leith i den grad taget gassen af ballonen.

https://imgix.seoghoer.dk/sophie.jpg

Sophie Faldo er en af aftenens finalister. (Foto: All Over Press)

Prue Leith, der er sønderknust over sin mega-brøler forklarer det med, at hun netop nu befinder sig i Bhutan og altså i en anden tidszone end Storbritannien, og at hun derfor troede, at finalen var blevet vist.

Men den forklaring holder ikke, da Bhutan kun er seks timer foran Storbritannien, så man må bare konstatere, at den aldrende dommer bare har klokket noget så gevaldigt i det.

https://imgix.seoghoer.dk/steven.jpg

Steven Carter-Bailey er også i finalen. (Foto: All Over Press)

Det er hun klar over, og hun har straks undskyldt på Twitter.

- Jeg er så ked af min fejl i morges over for alle fans af programmet. Jeg er i en anden tidszone og er sønderknust over min fejl, skriver Prue Leith.

Men seerne er ikke tilfredse med den utidige afsløring og kalder både Prue Leith og selskabet bag programmet Channel 4 'amatører'.

https://imgix.seoghoer.dk/kate.jpg

Kate Lyon er den tredje finalist. (Foto: All Over Press)

Nogle opfordrer dog Prue Leith til at tage det roligt og tage sig godt af sig selv i stedet for at grave sig ned over fejlen.

SPOILER ALERT:

Vil du ikke vide, hvem der vinder, så læs ikke videre.

Sophie vinder The Great British Bake Off.

Sponsoreret indhold