Ansat slettede Trumps konto: Trump gjort tavs på Twitter
En nu tidligere ansat hos Twitter har gjort, hvad millioner af amerikanere har drømt om de sidste mange måneder.
At gøre Donald Trump tavs på Twitter.
Twitter er præsidentens talerør til omverdenen, når han da ikke lejlighedsvis lader sig interviewe af den meget Trump-venlige TV-station Fox News.
Men i 11 minutter i aftes var der helt stille omkring omkring Donald Trump på Twitter.
Rent faktisk fik man meddelelsen om, at brugeren 'realDonaldTrump' ikke eksisterede på Twitter.
Og det selv om Donald Trump har skrevet 36.300 tweets og har mere end 40 milllioner følgere på Twitter - under halvdelen af forgængeren Barack Obamas 96,5 millioner følgere.
Det var kort før midnat, at Trumps Twitterkonto forsvandt fra cyberspace.
Først var der forvirring om, hvad der var sket med Trump og hans konto.
Men præsidenten var dog snart tilbage på Twitter med en intakt konto.
Og nu mistænker Twitter, at det var en af firmaets ansatte, der havde sidste arbejdsdag i går, der benyttede sig af, at firmaet jo ikke kunne fyre ham og derfor deaktiverede præsident Trumps kommunikationsplatform nr. 1.
Først skrev Twitter, at Donald Trumps konto blev deaktiveret ved en menneskelig fejl, men senere blev forklaringen ændret til, at det var en ansat, der havde sidste arbejdsdag, der deaktiverede kontoen, og at der nu bliver lavet en grundig undersøgelse af hændelsen.
Den første meddelelse vakte stor glæde på Twitter, men glæden var endnu større, da det kom frem, at en ansat havde deaktiveret Trumps konto på sin sidste arbejdsdag.
Donald Trump har hidtil hverken på Twitter eller andre platforme kommenteret sit midlertidige fravær.