Kræftramte Benedicte Balling: Nervøs for operation
I sommer fortalte NOVA FM-værten Benedicte Balling, at hun havde fået konstateret brystkræft.
Den 41-årige radiovært afslørede, at hun grundet sin behandling nu var nødt til at gå med paryk, og i sensommeren fortalte hun til SE og HØR, at hun var i bedring.
Og da SE og HØR mandag aften møder hende på den røde løber til premiere på "A Bad Moms Chrismas", er hun klar til at give endnu en status.
- Jeg er lige blevet færdig med kemo, og så skal jeg opereres og have stråler, fortæller Benedicte Balling til SE og HØR.
Balling tilføjer, at hun skal under kniven i næste uge.
- Og så kommer strålebehandlingen for at være sikker. Men lige nu ser det godt ud. Så det er rigtig godt, siger radioværten forhåbningsfuldt.
Den tidligere "Go' Morgen Danmark"-vært passer også stadig sit job i så vid udstrækning, helbredet tillader det.
- Jeg arbejder stadig, men det er meget lidt, for man er helt kvæstet. Det kan jeg godt mærke. Man bliver virkelig træt. Så jeg er meget glad for, at det er en tidlig premiere, fortæller Balling.
Kemoen har kostet radioværten hårpragten, men det er faktisk ikke den del af behandlingsforløbet, som Benedicte Balling frygter mest.
- For mig har kemo været okay. Det er der mange, der siger, er det værste. Operationen er jeg mere nervøs for. Kemoen har forhåbentlig ikke vedvarende bivirkninger - men det kan der være ved operationen, så der er jeg lidt mere nervøs, lyder der fra Balling.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.