Hollywood8. november 2017

Kevin Spacey søger samme behandling som Harvey Weinstein

Den overgrebs-anklagede Kevin Spacey søger nu samme behandling for sex-afhængighed som filmbossen Harvey Weinstein
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/16.2.80245635.jpg
 Foto: All Over Press

Mandag sidste uge beskyldte skuespilleren Anthony Rapp Kevin Spacey for at have gjort seksuelle tilnærmelser mod ham i 1986, da Rapp var blot 14 år.

Ifølge Metro er over 10 mænd efterfølgende stået frem og har anklaget "House of Cards"-stjernen for sexchikane - heriblandt otte ansatte på settet af "House of Cards".

Efter de mange anklager har Netflix, der står bag "House of Cards", kappet alle bånd til Kevin Spacey, og via talsmænd oplyste Spacey, at han ville søge behandling.

Nu er det så kommet frem, at skuespilleren har søgt samme behandling som filmbossen Harvey Weinstein, der i skrivende stund har over 50 anklager om sexchikane, overgreb og voldtægt rettet mod sig. Det skriver Metro.

Både Spacey og Weinstein har ladet sig indlægge på afvænningsklinikken The Meadows i Arizona, hvor de vil gennemgå et forløb for sexafhængige.

Afvænningsklinikken har et 45 dage langt forløb for sexafhængige, der hedder "Gentle Path", hvor patienterne ved at udtrykke sig gennem kunst og terapi gennemarbejder deres problemer.

Anklagerne fra Anthony Rapp fik Kevin Spacey til at springe ud som homoseksuel.

Rapps beskyldninger gik ud på, at Kevin Spacey for 32 år siden skulle have forsøgt at lægge an på "Star Trek"-stjernen, da Rapp blot var 14 år gammel.

Kevin Spacey selv var 26 år, da hændelsen skulle have fundet sted.

I et interview med Buzzfeed fortæller Anthony Rapp, hvordan den i dag 58-årige Kevin Spacey forsøgte at forføre ham tilbage i 1986.

Spacey og barneskuespilleren Rapp arbejdede på det tidspunkt sammen på forskellige musicals på Broadway.

Ifølge Rapp var han inviteret hjem til en privat fest hos Kevin Spacey, og til sidst var alle andre gæster gået, og kun Anthony Rapp var tilbage sammen med en beruset Kevin Spacey, der forsøgte at fange sin unge kollegas interesse.

- Han løftede mig op på samme måde en brudgom løfter sin brud. Jeg tænkte: "Hvad sker der?", men jeg prøvede ikke at komme fri lige med det samme. Så lagde han mig ned på sengen og lagde sig oven på mig og holdt mig fast, siger Anthony Rapp til Buzzfeed.

Senere lykkedes det Anthony Rapp at frigøre sig fra Spaceys greb, og den unge skuespiller kunne forlade den ældre kollegas lejlighed.

- Han fulgte mig til entredøren og spurgte mig, om jeg inderst inde ønskede at gå. Jeg sagde 'ja, godnat', og så gik jeg, fortæller Anthony Rapp.

De to har mødt hinanden i professionel sammenhæng flere gange siden, men Rapp har aldrig taget hændelsen fra dengang op.

Men med baggrund i Harvey Weinstein-skandalen og hele den flodbølge af ofre for sex-krænkelser i Hollywood, der siden er stået frem, følte Anthony Rapp sig kaldet til at tage hændelsen op.

- Det handler ikke om mig og det, der skete dengang, men om at belyse nogle årtier med en adfærd, som blev tilladt fordi så mange mennesker - inklusive mig selv - valgte at tie, siger Anthony Rapp.

Og Rapps fortælling fik Kevin Spacey til at beklage den mere end 30 år gamle hændelse, som han ikke selv erindrer.

På Twitter skrev "House of Cards"-stjernen.

- Jeg har den største respekt for Anthony Rapp som skuespiller. Jeg er skræmt fra vid og sans over at høre hans historie. Jeg husker helt ærligt ikke dette møde, der skal have fundet sted for over 30 år siden. Men hvis jeg opførte mig, som han beskriver, så skylder jeg ham den mest oprigtige undskyldning for en voldsom upassende, beruset opførsel. Jeg er meget ked af, at han har båret de her følelser med sig i alle disse år, skriver Kevin Spacey.

Anthony Rapps afsløringer til Buzzfeed har fået Kevin Spacey til at tage sit liv op til revision.

- Jeg ved, der går historier om mig derude. Og jeg ved, at de har fået ekstra næring, fordi jeg altid nidkært har beskyttet mit privaliv. De, der er tæt på mig ved, at jeg har haft forhold til både kvinder og mænd i mit liv. Jeg har elsket og haft romantiske forhold til mænd gennem hele mit liv. Nu vælger jeg at leve som homoseksuel. Jeg vil tage mig af det her på en ærlig og åben måde, og det begynder med, at jeg undersøger og vurderer, hvordan jeg har opført mig, skriver Spacey.

Spacey har vundet to Oscars i karrieren for bedste mandlige birolle i "The Usual Suspects" i 1996 og for sin hovedrolle som Lester Burnham i "American Beauty" i 2000.

Rollen som Francis Underwood i "House of Cards" gav ham i 2015 en Golden Globe-statuette.

Sponsoreret indhold