Nyheder16. november 2017

OVERBLIK: Eks-ansatte beretter om seksuel chikane i Zentropa

Peter Aalbæk må ikke længere udtale sig på vegne af Zentropa og fratages indflydelse, står der i internt brev.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/121100.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Filmproducenten Peter Aalbæk Jensen må ikke længere udtale sig offentligt om Zentropa. Han må heller ikke have med filmselskabets elever at gøre.

Det skriver Zentropas ledelse til selskabets samarbejdspartnere i et brev, som onsdag er offentliggjort.

Det sker efter debatten om kulturen på filmselskabet Zentropa er blusset op.

Få her udpluk fra sagen:

* Beskyldninger fra Björk

Sangerinden Björk fortæller i oktober, at hun følte sig chikaneret af filminstruktør Lars von Trier under optagelserne til "Dancer in the Dark" omkring årtusindskiftet.

Det sker i kølvandet på historierne om sexchikane og overgreb begået af den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein.

Aalbæk afviser dog pure kritikken. Han nævner blandt andet, at han selv flere gange har klasket kvindelige ansatte bagi.

* Mug ud eller få smæk

I oktober fortæller Peter Aalbæk Jensen i et interview med Radio24syv, at såkaldte småtter hos Zentropa kan vælge en af to afstraffelsesmetoder - at muge ud på Aalbæks gård i Herfølge eller få smæk.

En småtte er et ungt menneske, der er i gang med et treårigt uformelt uddannelsesforløb hos filmselskabet.

* Svenskerne dropper Aalbæk

8. november meddeler Den svenske filmstøtteorganisation Film i Väst sammen med Zentropa, at Aalbæk ikke længere kan optræde som producent på film, som støttes af organisationen.

Svenskerne har blandt andet kritiseret Aalbæk for ikke at tage nok afstand til seksuel chikane.

* Småtterne fortæller

Information bringer 9. november en artikel, hvor avisen har talt med flere af de tidligere småtter - blandt andet 27-årige Anne Falkesgaard.

- Jeg kan godt høre, at det lyder helt vanvittigt, at vi får smæk. Men det er bare for sjov og en del af den "ukorrekte" kultur, som jo er på Zentropa, siger hun til Information.

* Ikke flere klask i numsen

Dagen efter - 10. november - meddeler Zentropa, at filmselskabet vil sætte en stopper for smæk til medarbejderne.

- Det skal ikke være en kultur på Zentropa at give eller modtage klask som belønning eller straf, uanset om det for alle parter opleves som sjovt, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

* Årtier med sexchikane

Ni kvinder beskriver i Politiken 11. november, hvordan ydmygelser og sexchikane igennem årtier været en del af hverdagen for ansatte hos Zentropa.

Kvinderne fortæller blandt andet om at blive taget på brysterne og at blive lagt hen over bordet eller knæet og få smæk.

- Man føler sig mindre værd, og dertil kommer, at man bliver nedgjort af Peter Aalbæk. Jeg er kommet videre, men jeg vil ikke anbefale nogen at blive ansat der, siger 32-årig kvinde til Politiken.

Selv bekræfter Aalbæk over for Politiken de nævnte situationer, enten som et generelt og tilbagevendende ritual på Zentropa eller som noget, han ikke kan huske, men som "sikkert er sket".

* Mundkurv til Aalbæk

Zentropas ledelse skriver til selskabets samarbejdspartnere, at Peter Aalbæk Peter ikke længere må udtale sig på vegne af Zentropa, ikke længere deltage i ledermøder i selskabet og ikke længere skal have elever under sin ledelse.

Kilder: Ritzau, Göteborgs-Posten, Information, Politiken.

Sponsoreret indhold