Prins Harry og Meghan på vej til at flytte sammen
Nu tager prins Harry og hans amerikanske skuespillerkæreste, Meghan Markle, deres forhold til det næste niveau.
De er på vej til at flytte sammen i London.
Det skriver The Sun.
Der har i længere tid verseret rygter om Meghans flytning til den engelske hovedstad, men nu er den 36-årige skuespillerinde selv med til indirekte at bekræfte, at en flytning er nært forestående, så langdistanceforholdet slutter, og de bliver samboende.
Meghan Markle bor i dag i Canada sammen med sine elskede hunde Bogart og Guy.
Men ifølge The Sun har Meghan indledt den forholdsvis bureaukratiske og langvarige proces, det kræver at flytte de to hunde øst på over Atlanterhavet, hvor de skal bo sammen med hende og Harry.
For at undvære hundene for at få sin prins kommer ikke på tale for Meghan, der ser de to hunde som sine børn.
Den ene er en beagle ved navn Guy, mens den anden, noget større hund, 'Bogart', er en krydsning mellem en labrador og en schæfer.
Meghan Markle forlader 'Suits'
Det er en kilde tæt på Meghan, der fortæller til The Sun, at Suits-stjernen er ved at forberede hundenes flytning til Storbritannien.
- Hun elsker de hunde over alt på jorden. De sover i hendes seng, og hun giver dem kun det allerbedste økologiske hundefoder. Når hun er væk fra hundene, får hun dem der passer dem, til at FaceTime, så hun og hundne kan se og høre hinanden, siger kilden til The Sun.
I denne uge blev det afsløret, at Meghan Markle dropper ud af successerien 'Suits', hvor hun i syv sæsoner har spillet advokaten Rachel Zane.
Det er 'Guy' helt til venstre og 'Bogart' bagest i billedet. (Foto: All Over Press)
Men allerede da hun indledte forhandlinger om at forlade serien, begyndte rygterne om hendes snarlige flytning til Storbritannien at florere.
Før hundene må komme til Storbritannien skal flere ting være opfyldt.
De skal mikrochippes, de skal behandles mod orm, og de skal have en vaccination mod hundegalskab. 30 dage efter vaccinationen skal en blodprøve dokumentere, at vaccinationen mod hundegalskab har virket.
Når Meghan ikke er hjemme i Canada har hun hyret en hundelufter til at gå tur med hundene, så de kan lette ben, når mor ikke er hjemme.
'Bogart' fik hun fra et hundeinternat i Los Angeles.
Da hun besøgte internatet, kom TV-værten Ellen DeGeneres og hendes hustru Portia de Rossi pludselig ind af døren.
- Ellen spurgte, 'er det din hund?'. Jeg svarede 'nej', men så sagde hun, at jeg blev nødt til at tage den med. Og så tog jeg 'Bogart' med hjem - det er Ellens skyld, at jeg har ham, har Meghan Markle tidligere forklaret.
Prins Harry og "Suits"-stjernen har dannet par siden juni 2016, men det var først i september i år, at skuespilleren satte ord på sin royale forbindelse.
- Vi er et par. Vi er forelskede. Og jeg er sikker på, at der kommer et tidspunkt, hvor vi bliver nødt at stå frem, præsentere os selv som par og fortælle historier, men jeg håber, at folk vil forstå, at det her er vores tid. Det er for os, fortæller Meghan i et interview med Vanity Fair og fortsætter: - Det er det, der gør det så specielt. At det bare er vores historie. Men vi er glade. Personligt elsker jeg en god kærlighedshistorie, sagde Meghan Markle.