Kjeldberg: - Der findes ikke stærkere TV end Robinson!
Årets finale i Robinson Ekspeditionen er kun et par timer gammel, og SE og HØR har dækket finalen massivt.
Det endte med en sejr til Marlene.
Hun og størstedelen af de andre af årets deltagere var mandag aften sammen med ekspeditionsleder Jakob Kjeldberg samlet til finale-fest i København, hvor de efter en god middag sammen så finalen og festede igennem oven på strabadserne i det sejlivede program.
Inden da optrådte de alle på den røde løber, og her var SE og HØR på pletten og fik levende billeder og interviews med de medvirkende, mens de gik ind til festen.
Ekspeditionsleder Jakob Kjeldberg glædede sig til, hvad han kaldte 'en episk finale med fem forrygende deltagere'.
- Jeg er ved at blive en vemodig gammel mand, det har været en forrygende stærk ekspedition med nogle dejlige personligheder. Der har ved gud været bump på vejen, men fred være med det. Vi er her i aften for at fejre vinderen ultimativt, men også alle fem finalister, siger Jakob Kjeldberg til SE og HØR.
- Bliver du ved med at lave Robinson Ekspeditionen?
- Det er jo sæson 13, og man kan jo godt være overtroisk. Der har været drama og også for meget drama i år, men som jeg står her, kan jeg ikke forestille mig at lave andet. Når jeg kigger mig rundt i TV-landskabet, er der så et format, jeg hellere ville lave?, siger Kjeldberg og svarer selv på det retoriske spørgsmål.
- Sorry guys, der findes ikke noget, der er så stærkt som Robinson - det findes simpelthen ikke, siger Jakob Kjeldberg til SE og HØR.
- Kan man som ekspeditionsleder lade være med at holde med en fra starten af?
- Ja, det kan man sagtens. Det, det handler om for mig, er at være moderator - ekspeditionens leder. Jeg leder det og hvad deltagerne så vil gøre inden for de rammer jeg og produktionen sætter op, det må de selv finde ud af, siger Jakob Kjeldberg.
Han synes, at det er den rigtige vinder.
- Robinson Ekspeditionen er så alvorligt program, så nogen kommer rent faktisk til at hade hinanden ude på den ø, og et af målene for mig sådan en aften som i aften, det er faktisk at få folk til at mødes på midten, og at vi kigger hinanden i øjnene og allesammen skåler for vinderen. Og en af idéerne med at være ude på den ø, det er også, 'at folk taber sutten', og det har de også gjort i år, og det er derfor, at Robinson er så stor en succes, siger Jakob Kjeldberg til SE og HØR.
Johan, der også var med sidste år, havde været glad for at være med, men han var ærgerlig over, at han røg ud så tidligt.
- Jeg ville elske at være med igen, men hvis jeg skal nå helt op og nå at være 42 dage på øen, så skal de nok invitere mig ni år i træk, og jeg er ikke sikker på, at de vil bruge de penge på en der ryger ud så tidligt, siger Johan med et smil, inden han går ind til festen.
Isabella, der tabte til vinderne Marlene i den afgørende konkurrence, er stolt af sin egen præstation.
- Det startede ikke så godt, men jeg fik kæmpet mig igennem og nåede ret langt uden at sige for meget, men jeg er stolt af min egen præstation, siger Isabella til SE og HØR.
Vinderen Marlene holdt masken, da SE og HØR talte med hende inden finaleafsnittet.
- Du ser glad ud?
- Ja, det er jeg også. Det er en sindssyg dag, det har vi ventet på i fem måneder de fem sidste - det er jo vanvittigt!
Hvad kan vi forvente os af finalen?
- Jeg tror, vi kan forvente os en masse spænding, en masse klam-spisning, og folk der er helt ude på vippen er lige ved at falde og redder den igen. Jeg tror, der kommer til at ske lidt af hvert i dag, siger Marlene til SE og HØR.
Se vinderen Marlene udtale sig om konkurrenterne i finalen og se masser af interviews med de andre deltagere herunder: