Hollywood18. december 2017

Eurovision-vinder døden nær: Nu har han fået nyt hjerte

Eurovision-vinderen Salvador Sobral har kæmpet for sit liv i de seneste måneder
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/eurovision-salvador-sobral-.jpg
 Foto: All Over Press

I midten af maj måned i år tryllebandt 27-årige Salvador Sobral flere hundrede millioner TV-seere, da han sang Portugal helt til tops i Eurovision Song Contest med sangen 'Amar pelos dois'.

Det var første gang nogensinde, at Portugal vandt den store internationale sangkonkurrence.

Normalt er en sådan sejr ensbetydende med pladekontrakter og masser af optrædender, og tiden efter sejren blev da også hektisk for den portugisiske sanger - men desværre på en højst dramatisk måde, der truede med at ende hans liv.

For allerede inden sejren i Kiev blev det konstateret, at han led af en alvorlig hjertesygdom, der lagde en voldsom dæmper på hans udfoldelsesmuligheder som sanger.

Og derfor blev hans opladning til den store konkurrence alt andet end ideel. Hans søster, Luisa, der havde skrevet vindersangen, sang i hans sted ved lyd- og stemmeprøverne i Kiev forud for Eurovision Song Contest. Selv ventede han på grund af sin stærkt svækkede helbredstilstand med at komme til Kiev, til det ikke længere kunne udskydes. Han nåede frem i tide til generalprøven på semifinalen, og da det gjaldt, havde han kræfter nok til at levere varen og synge Portugal ind på den historiske førsteplads. I månederne efter sejren røg han ud og ind af hospitalet, hvor hans tilstand krævede jævnlige behandlinger. I september blev han indlagt på intensivafdelingen på et hospital i Lissabon med henblik på en hjertetransplantation, da hans eget hjerte ikke kunne længere. Så var det bare at vente på, at en egnet donor dukkede op. Og nu kan det spanske nyhedsmedie ABC.es. berette, at Salvador Sobral endelig har fået et nyt hjerte. Transplantationen blev foretaget for at par uger siden og betegnes som 'vellykket'. Han har forladt intensivafdelingen og er ifølge en hjertespecialist nu i gang med fysioterapi og rekreation. Hvis alt går vel i den kommende tid, og der ikke tilstøder komplikationer, vil Salvador Sobral kunne leve et normalt liv og får således mulighed for at genstarte sin karriere.

Sponsoreret indhold